Vedligeholdelse af dine ski

Hvis du selv vil vedligeholde dine ski, er der fire forhold du skal vide noget om:

  • Sålreperation
  • Kantslibning
  • Voksning
  • Opbevaring.

Udstyr

Inden du går i gang, skal du have det rigtige udstyr:

Skiholdere. Skal kunne spændes på et bord el.lign. Dette gør arbejdet med skien meget lettere og sikrere.

Panser fil. En meget grov fil, der er optimal til at jævne sål og til de første træk over slidte kanter.

Fin fil. Til de sidste små tuninger og finesser.

Kantvinkel el. filholder. Et værktøj som man enten støtter sine file på eller spænder sine file fast i, for at sikre præcision og sikkerhed. Kan fås med forskellige kantvinkler og til begge sider af kanterne. På siderne skal man helst kunne slibe 88 el. 90 grader. På bunden helst 0.5 el. 1 grad. Slib ikke kanter uden!

Voks. Kan fås til forskellige sål typer og til forskellige sne temperaturer. Hvis det er første gang, du skal købe voks, går du sjældent galt i byen med en standard all-round voks. Den dur på alle såler og skien glider på næsten alt sne.

Strygejern. Til at varme voksen op. Man kan bruge alle gamle strygejern – dog ikke damp strygejern.

Siklinge. En hård plast plade med skarpe, jævne kanter til at skrabe overskydende voks af med.

Sålbørste. Til at lave lidt struktur i sålen til sidst. Så glider den bedre.

2 stærke elastikker. Til at holde skistopperne oppe under arbejdet.

Stærke arbejdshandsker. Til at beskytte hænderne, hvis hånden skulle smutte ned på de skarpe kanter, når du sliber.

Sålreparation

Læg din ski med sålen opad på dine skiholdere.
Hvis du har dybe ridser eller huller i din sål, så skal de ordnes, før du går videre.
Hullerne skal have “rene” kanter før du reparerer dem. Skær små ujævnheder væk med en skarp hobby kniv.
Rengør sålen med en klud og evt. sålrenser.

Ridser og huller skal fyldes med “kofix” (kan købes i alle seriøse skibutikker). Kofix er samme materiale som sålen og når det er varmt smelter det sammen med sålen. Derfor skal du sætte ild til den stang kofix du har i hånden. Når den drypper stabilt (som et stearin lys), skal du dryppe ned i de beskadigede dele af sålen.
Når alle huller er fyldte, så pust flammen på kofix stangen ud og lad reparationerne køle ned i min. 30 min.
Når kofixen er blevet helt hård, skal du jævne sålen med din panserfil. Læg den fladt på sålen og træk den med let tryk hen over toppene på reparationerne. Sålen bliver hurtigt jævn og så er du klar til at gå videre.

Kantslibning
Mærk først på dine kanter om de er slidte. Hvis der er tydelige hakker og de føles sløve, er de meget slidte. Hvis du kan mærke små ujævnheder med fingerspidsen så er de lidt slidte. Du kan også teste skarphenden ved at skrabe lidt negl af ved et let træk hen over kanten. Hvis der ikke kan skrabes negl af på flere steder ned langs kanten, så er de slidte og skal slibes.

Dine kanter kan slibes på siden eller på undersiden (sålen). Oftest sliber man kun på siden, med vinkel 90 el. 88 grader. 90 grader til blød sne, 88 grader til hårdere sne. Dette er fint til hverdags vedligeholdelse. En gang i mellem skal sålen planes, for ikke at blive konkav (hul = meget svær at dreje) eller konveks (rund = meget ustabil). Planing af sålen er bedst at få gjort på en sten-slibningsmaskine i en butik, da det kræver meget præcision. Hvis du selv vil prøve, skal du trække panserfilsen ned over sålen som når du tager Kofix af, bare med lidt mere tryk og med et jævnt tryk tværs over filen/sålen. Når sålen er planet, skal man “hænge” kanterne på undersiden. Det gør man for at skien ikke skal “fiske” eller have så meget kantgreb at man næsten ikke kan dreje den. Typisk “hænger” man undersidens kanter med 0.5 el. 1 grad. Det tager noget tilvænning før du kan mærke forskel på en halv og en hel grad.

Stil din ski men kanten opad i din ski holder, med sålen væk fra dig.
Det er en god ide at slibe kanter med en arbejdshandske på slibehånden i tilfældet af at filen skulle smutte og din hånd kommer til at kører hen over de skarpe kanter. Når du bruger din kantsliber, er det altid sålen man bruger til at lægge kantsliberen på. Uanset om det er siderne eller undersiden man sliber. Filen skal sættes i kant sliberen fra siden eller oven fra afhængig om du sliber sider eller underside.
Træk filen i lange seje træk hen over kanterne. Rens filen og kanterne for spåner ofte. Start med panserfilen, hvis kanterne er meget slidte. Slut af med den fine fil.

Lyden fra filen fortæller dig en del om kanternes beskaffenhed. Så snart at der ikke kan høres skratten og kratten, når du trækker den fine fil hen over kanterne, tyder det på at du er ved at være færdig og klar til at vokse.
Hvis underlaget er hårdt og iset, skal skiene sliber hver dag.

Voksning
Man skal ikke vokse sine ski så ofte som man sliber dem. Skien skal vokses, når sålen er blevet tør. En tør sål føles ru og man kan også se det på farven. Den ser tør og grå/hvid ud. Hvis ens ski ikke glider så godt, er det som regel et tegn på at sålen er tør.

Læg skien med sålen op uden at spænde den fast. Skien retter sig nemlig ud når den bliver varmet op af strygejernet og skal derfor kunne “bevæge” sig frit. Gør sålen ren med en klud. Fjern skidt og snavs samt kant spåner.
Hold det varme strygejern lodret over sålen. Hold voksklumpen ind mod strygejernet og lad det dryppende voks løbe ned på sålen i dråber. Flyt strygejernet langsomt frem og tilbage oppe over skien, så voksdråberne fordeles ned langs sålen.

Efter du har dryppet voks på sålen, skal voksen fordeles og varmes ned i sålen. Træk strygejernet langsomt hen over sålen så voksen lægger sig som et tyndt smeltet lag over hele sålen. Hvis det ryger så bliver voksen brændt af og strygejernet er for varmt. Hvis du skal holde strygejernet stille mere end 2 sek. oven på dråberne før at de smelter over flyder ud, er det for koldt.

Når der er et tyndt lag over hele sålen skal den køle af i min. 30 min. (helst længere. f.eks. over natten).
Det er en god ide at skien er stuevarm under og efter voksning.

Den hårde overskydende voks trækkes af med siklingen. Træk kanten af klingen ned over sålen indtil at du ikke kan trække mere voks af. Med tiden lærer du hvor meget voks der skal på sålen for at du ikke skal skrabe for meget af.
Den voksede glatte sål skal så have lidt struktur. Det er langsgående ridser ned over sålen for at der kan komme luft ind mellem sålen og sneen. Kold sne = små ridser, varm sne = dybere ridser. Ridserne laves i første omgang med en ru børste der trækkes hen over sålen med god belastning.
Så er skien klar. Husk at tage elastikkerne af skistopperne inden du kører !

Opbevaring
Når skien ikke skal bruges i længere tid, er det en god ide lige at slibe kanterne og vokse skien uden at skrabe det overskydende voks af. Således er kanterne blevet slebet og tørret samt beskyttet af voksen mod rust. Sålen har samtidig godt af at kunne stå i længere tid og “suge” voks til sig mens den glæder sig til næste tur.
Hvis man vil være lidt ekstra god ved sine bindinger skal man løsne fjederen til udløsningsmekanismen. Altså skrue den ned på det laveste tal på skalaen. Husk at indstille den igen inden næste tur!

Tag dig god tid de første par gange og spørg hellere de andre i skikælderen en gang for meget end en gang for lidt, hvis du er i tvivl. Det er ganske lige til og ingen tryllekunst at vedligeholde sine ski, men det skal lige læres. En velslebet og vokset ski ER bedre og dejligere at køre på.

5 Comments

  1. Esben Højer

    Hej Thomas!
    Hvor mange gange kan et par ski holde til at få slebet kanter?
    Snakker vi 5 eller snakker vi 15?

  2. thomas alber

    Måske skulle du skrive, at voksning af moderne kunststofski er helt meningsløst i henhold til moderne forskning. Voksning er en reminisens fra træskitiden. De moderne kunststoffer glider meget bedre uden voks, som kun forringer glideevnen og samler skidt, der klæber til sålen.

  3. Hej Thomas

    Kan man bruge et teflonbelagt strygejern (uden huller) ?
    Jeg skal bruge det til både langrends- og alpinski.

    Mvh.

    Henrik Schlippe

Leave a Reply to Magnus Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *