Efter snart 40 års skiløb bag mig har jeg en del gode minder – her kan du læse om to af mine mange stjernestunder.
Stjernestund nummer 1:
Sneen havde væltet ned i halvandet døgn. St. Anton var nærmest begravet. Kæmpemæssige gummigeder hældte det ene enorme læs sne ned i floden efter det andet. Uden nævneværdig effekt. Alt var begravet i flere meter puddersne. Det var kun den nederste kabinelift, der ifølge morgenvejrmeldingen i lokalradioen ville åbne. Og faktisk var det slet ikke vejr til at stå på ski i. Oppe på toppen stormede det, og her nede i dalen væltede sneen stadig ned. Man kunne dårligt se mere end én meter frem.
Alligevel stod vi dér. En lille gruppe skiløbere, allerede med 5-7 centimeter sne ovenpå vores huer og hjlme, og ventede på at liften skulle åbne. Mere af refleks, end af troen på at dette kunne gå hen og blive en fantastisk skidag. Så gik døren op, og vi mosede ind i kabinen. På vej op kikkede vi søgende på hinanden, med et vi-skulle-nok-være-blevet-hjemme udtryk i ansigterne. Der var ingen af os, der sagde det højt, men jeg tror, at vi alle fortrød.. Vinden hylede, peb og rykkede i kabinen, der hoppede, dansede og bankede ind i masterne på vej op. Øv.
Så stod vi i sneen udenfor mellemstationen. Vi sagde ingenting, for det var umuligt at høre noget alligevel. Det ville være omsonst at køre ned af pisten, som lå åben for stormen. Desuden ville vi næppe kunne finde vej. Så var det at Søren, der som tidligere guide i området var stedkendt, vinkede til os, drejede rundt og forsvandt ud over en uhyggelig kant. Vi krabbede os hen til, hvad vi opfattede som afgrunden, og kikkede direkte ned i trækronerne fra en tæt, tæt granskov. Gennem vindens hylen kunne vi høre Søren skrige. Ikke af smerte, men af noget, der lød som glæde. En efter en lod vi os dumpe ud over skrænten (der ikke var så slem, som den så ud til). og efter et par lange sekunder med sne i ansigtet, stod vi pludselig samlet i en skov, så tæt, at det virkede som om, der var tag over. Vinden kunne vi knap nok høre, og for fødderne af os lå der metervis af den letteste puddersne kan finde (i al fald i Europa). Turen ned gennem skoven var stejl. Rigtig stejl. Skovens stilhed blev brudt syv gange samtidig. Alle sammen satte vi i gang akkompagneret af hver vores jubelskrig. Vi fløj afsted, nedad, nedad ind og ud mellem træerne – og vi stoppede kun, når ben- og juble-muskler blev overophedet og krævede pause.
Selvfølgelig skete det, at jeg eller en af de andre mistede kontrollen, og bankede ind i et træ. Men med to meter nysne under (og delvis over) skiene, gjorde det intet. Den sne, vi skubbede foran os, virkede som naturens egen airbag. Et blødt puf, og en masse grin fra kammeraterne. Igen og igen tog vi turen op. Og pludselig var stormen på vores side. For hver gang vi kom ud fra mellemstationen var vores spor dækket til af stormen. Ingen kunne se, hvor vi havde kørt. Vi havde den hemmelige skov for os selv. Vi jublede, grinede og havde det som var vi børnehavebørn, der leger hule for første gang. Vores hule var bare én kilometer lang, stejl og fyldt med vidunderlig sne. Jeg mindes ikke at vi spiste frokost den dag. Vi kørte bare op og ned, som syv lalleglade yo-yo`er. Og hver gang vi stod i kabineliften på vej mod en ny tur, forsøgte vi at finde ny superlativer, der kunne dække vores glæde.
Hvis oplevelsen skal have en konklusion, må den være som følger: Det behøver ikke være postkortvejr, for at skiferien bliver vellykket. Selv storm, tåge og snevejr kan rumme muligheden for fantastiske skioplevelser. Eneste krav: Tag ikke på stormfuldt off-pist skiløb uden godt tøj og gode venner. Især det sidste er vigtig – både for glæden og for sikkerheden.
Stjernestund nummer 2:
For 20 år siden. Dengang mit temperament og mine lårmuskler var anderledes letantændeligt, elskede jeg at stå på ski i pukler. Det gør jeg sådan set stadigvæk, jeg er bare blevet lidt mere forsigtig. Dengang i midten af 80´erne led jeg af den ungdommelige og vestlige vrangforestilling, at kvantitet var at foretrække frem for kvalitet. Det betød, at jeg konstant for op og ned at pisterne. Ofte spiste jeg min frokost i liften, for på den måde at presse én eller to ekstra ture ud af skidagen. Selv om jeg arbejdede som skilærer, og stod på ski dag efter dag, kunne jeg ikke få nok. Men så var det jeg mødte Bjørn. En underlig kantet mand, der mente at vi alle sammen havde levet før, han var på fornavn med stjernerne (altså dem oppe i himlen), han dyrkede chai-chi på hotelværelset, og han påstod, at jeg med fordel burde lære at “være mere tilstede i situationen”.
Jeg smilede, men mente at det var noget forvrøvlet sludder. Skiløb og meditation har aldrig haft noget med hinanden af gøre, tænkte jeg. Og så tænkte jeg for øvrigt ikke mere over det.
Næste dag var lørdag, og jeg havde fri. Som altid stod jeg og trippede ved liften, og ventede på at den skulle åbne, så jeg kunne tilbringe dagen på min favorit pukkelpiste.
Det var en perfekt dag. Solen var alene på den blå himmel, sneen var let, temperaturen på minus tre gader, og pukkelpisten for mine fødder var, som altid på en lørdag, halvtom. Det kildede over hele kroppen, da jeg satte i gang. Og på denne lørdag morgen for cirka 20 år siden løb jeg mit livs løb. I høj fart, skiftevis bankede og dansede jeg ned over puklerne. Jeg blev (selv om det måske lyder dumt) til en del af bjerget. Rytmen kom indefra. Jeg tænke ikke, men lod min krop gøre arbejdet. Det var som om, jeg var udenfor mig selv. Bare hang i luften og betragtede mig selv stå på ski. Der var ingen andre på pisten – men for en gang skyld, var jeg fuldstændig ligeglad med det manglende publikum.
Da jeg stod og snappede efter vejret et par hundrede meter længere nede, var jeg nærmest i ekstase. Min første indskydelse var naturligvis at tage op og få en tur til, men jeg gjorde det ikke. Måske var det Bjørn og hans megen snak om meditation, der gjorde udslaget, men uden rigtig at ville det, pegede jeg skispidserne ned i dalen mod den nærmeste restaurant. Dér sad jeg så og spyttede i en cafe au lait i flere timer. Alt i mens jeg med lukkede øjne igen og igen oplevede min tur ned over puklerne. Og det var netop det faktum, at jeg ikke straks drønede op igen, der gjorde den skioplevelse til en af de helt store i mit efterhånden lange skiliv.
I dag er jeg for længst blevet overbevist om, at alt skiløb foregår inde i hovedet, i hjertet eller i maven. Teknisk er det nemlig ikke svære at lære at stå på ski, end det er at lære at gå. Og det kan de fleste af os. For mig er konklusion på den skidag derfor, at jo mere man træner sig i at føle, fornemme og opleve det at stå på ski – jo større glæde vil man få af det. Dem, som kun tænker på at måle sig med andre, eller med sig selv, risikere at gå glip at de enorme glæder, der ligger gemt et eller andet sted inde under dine ski.
Hvis Du syns det lyder en smule for søgt, så prøv at huske på to situationer fra tidligere skiferier. Èn hvor du lige har skændes med konen, manden, kæresten eller ungerne, og så én hvor du af andre grunde har været glad og nærmest lykkelig. Jeg vil godt vædde en skistav på, at din teknik var meget bedre, den dag du var i godt humør. Derfor: Vil du blive bedre på ski, så glem alt om teknik, og koncentrer dig i stedet om at være glad og tilstede i situationen.
Sværere er det faktisk ikke.