Tag: Skibums

Børnelifter – hvor gamle skal børnene være?

De fleste skiområder har særlige børne-skilifte, der kører meget langsomt. Der findes flere forskellige typer.

Transportbåndsliften
– et transportbånd, der er gravet ned, så båndet er i niveau med sneen. Her jokker ungerne blot hen på båndet og bliver fragtet op. En suveræn lift til helt små begyndere.

Tallerkenlift
– der findes særlige tallerkenlifter til børn, hvor alt er i børnehøjde og ditto hastighed.

Tov-lifte
– ganske simpelt et tov der kører i sløjfe mellem to hjul. Man griber fast i tovet, og trækkes op. Det er ikke svært for børn, men ret anstrengende for alle over 50 kilo – man skal jo holde sin egen vægt i hånden.

Hvornår kan børn selv køre i lift? Transportbåndsliften kan de køre med fra dag to. Alt efter stejlhed og liftens hastighed, kan de fleste børn selv køre med lift efter tre-fire dage på ski. Jeg kender en del skiløbere, der første gang tog alene med liften som 3-årige. Mange forældre er meget nervøse når barnet skal køre med lift, og nervøsitet smitter.

“Åh nej skal jeg virkelig med liften? Må jeg ikke få lov at gå op?” Mange voksne, der er på ski for første gang, frygter selv den mindste og blideste begynder-slæbelift. Der er der ingen grund til, hvilket de fleste faktisk let lader sig overbevise om!

Det er straks meget mere kompliceret, at overbevise et nervøst forældrepar om at deres tre årige søn uden problemer kan køre med liften – alene! Men det kan han altså. Man skal bare ikke spørge ham.

Ganske ofte hører man velmenende forældre spørge deres små børn. “om de har lyst til at prøve liften”. Men ofte er det ikke selve spørgsmålet barnet svarer på. men derimod den spæde nervøsitet, der ligger i far eller mors stemme. Derfor vil svaret meget ofte være et “neeej”.

Små børn besidder ikke evnen til at forestille sig, hvad det vil sige at køre i slæbelift. Det er derfor forældrenes ansvar at beslutte om barnet er klar til at køre i lift eller ej. Efter tre-fire dages skiløb er langt de fleste børn fra tre år og opefter parate til at prøve en baby-slæbelift. Der skal bare være en forældre i hver ende: Far sender poden afsted ned i bunden, og mor sørger for at ungen kommer af igen oppe på toppen.

Selvfølgelig vil ungen falde de første par gange, men hvis bare man ikke gør et stort nummer ud af det, så betyder det ikke noget som helst. Husk på hvor mange gange barnet er faldet hjemme på stuegulvet – og dér gør det altså meget mere ondt.

Hovedreglen når det handler om børn og skilifte er ganske enkel: Hvis forældrene ikke er nervøse, så bliver barnet det heller ikke. Men vær opmærksom på at det trods alt kræver megen koncentration fra barnets side – så man bør nok nøjes med et par ture de første par dage. Og selvfølgelig skal det være en baby-lift på en meget flad begynderbakke.