Tag: RICE

Kom i form til skiferien

En af de mest sejlivede myter inden for skisport er, at man skal sørge for at komme i form, for ikke at få skader, når man er afsted på skiferie.

Det er noget forvrøvlet sludder:

Risikoen for at få skader falder ganske vist, når man er veltrænet, men veltrænede mennesker står til gengæld længere tid på ski (og kører dermed flere kilometer), så alt i alt er risikoen lige stor, hvad enten man er veltrænet eller sofaformet. Derimod er der ingen tvivl om, at man får mere glæde ud af skiferien, hvis man er i form. Derfor: Skynd dig ud at løbe/cykle/svømme/danse/styrketræne eller lege. Er du i form får du let 20-30 pct. mere skiløb ud af de samme penge.

Det er let at sætte sig store mål, når man sidder trygt i sofaen med favnen fuld af Matador Mix. Og der er intet så demotiverende som en træningsplan, man ikke kan gennemføre. Så læg hellere forsigtigt ud – det er nemlig stærkt motiverende at trappe op. Ind imellem er vi ikke helt så viljefaste, som vi bilder os selv ind: Måske kan du genkende dig selv i artiklen:

Verdens bedste skiløber

Lad os slå en ting fast med det samme, træning op til skiferien er nødvendig. Det er for surt at få ødelagt sin skiferie af smerter. Hårdt fysisk arbejde i 6-7,måske op til 14. dage er ikke noget kroppen kan klare uden forberedelse. Og vi kender det næsten alle sammen: På trediedagen af skiferien føles kroppen, som om den er blevet kørt over af en lastbil. Alle muskler gør ondt, vi er stive, kan næsten ikke komme ud af sengen, og det tager nemt en halv times tid før ømheden fortager sig bare en smule. Det kan der nemt laves om på, hvis bare man forbereder sig lidt.

Vores forudsætninger er forskellige, nogle er i god form og træner jævnligt, andre træner slet ikke og skal derfor starte langsomt op.

Verdens bedste skiløber

Nogle gange er det i tankerne at man er størst

“Davs. Ja undskyld jeg siger det lige ud. men jeg er bare så god! Jeg er indbegrebet af den danske skiløber! Når de lyse nætter bliver mørke. bladene blæser af træerne og et fugtigt postbud presser rejsekataloger og ski-brochurer ind gennem brevsprækken begynder mit andet jeg at vågne. Fire måneders ski-skizofreni ligger og skvulper ude i horisonten.
Faktisk begynder det endnu tidligere: Det er en af sommerens allersidste aftener. Vi sidder oppe ved sommerhuset og spiser grillede lammekoteletter. Det er Poul, som vækker min indre mr. Hyde. “Hvor skal I hen på ski i år?” spørger han. Min lårmuskel reagerer omgående med en sitren. Ski – ordet er sagt, ånden er sluppet ud. Jeg er hooked.

Næste dag skifter jeg snørrebånd på mine løbesko. Ikke at de er slidte – bare sådan for en sikkerheds skyld. Det gælder om at være i form til skiferien, og udstyret skal være i orden. Jeg køber nye løbeshorts, og låner en bog på biblioteket. Om løbetræning. Onsdag eftermiddag skal jeg ud at løbe i Dyrehaven. “Mellem otte og ti kilometer, intet mindre,” fastslår jeg overfor mine pæreformede venner tirsdag aften. Vi skåler i rødvin, og mindes den gang Ilse kurede på ryggen direkte ind i lifthuset. Eller var det Ib.

Onsdag regner det. Kold, klam og frem for alt våd regn. Jeg lader prisskiltet sidde på shortsene og går i stedet op på loftet for at sikre mig at skiene står der hvor de plejer. Det gør de. Jeg aer dem, tager fat om spidsen og tjekker flexet – de er som de skal være. Folk der ikke ved bedre ville nok mene, at jeg minder om en brugtbilshandler, der står og sparker på en gammel bils dæk. Men hvad ved bagerbørn om højreb?

Mine ski hedder Quadro, Kevlar, Compact eller Kombinationsdæmpede. Det er de bedste på markedet. Tomba, Thöni og Eddy the Eagel har samme slags. Skiene er specielt egnede til lange kortsving på isede, nordvente, dybsnesruter med masser af pukler og steder uden sne. De kan det hele. Begge to. Det står i brochuren, og der er et søjlediagram, der beviser det.

Om natten drømmer jeg om Val d´Isérè i Frankrig. Jeg står på en bjergkam højt oppe ved klippen de kalder “nåleøjet”. Jeg har lige indhentet Michelle Pfeiffers ene ski, som hun have tabt ud over en lodret bjergvæg. Nu er jeg kravlet tilbage til hende med den, og uden at være forpustet siger jeg “it was nothing”. Jeg støtter hendes fod. To tusinde meter længere nede i dalen falder et lille barn. Barnet klynker. Jeg sender Michelle et statsmandssmil tilsat et strejf af erotisk charme og kaster mig ud i et 40 meter frit drop – en sart sjæl har brug for min assistance.

Skrrrrrriiiii!
Mit eget skrig vækker mig. Til kæresten fortæller jeg, at jeg havde en ubehagelig drøm om at vores vaskemaskine var gået i stykker. Fire måneder senere sidder vi i bussen på vej mod sneen. Jeg glæder mig, men bærer et blåt mærke på samvittigheden. Har faktisk ikke nået at gøre så meget gymnastik, som planlagt. Nå, bare grundformen er i orden…
På skift klemmer vi os ind i bussens toilet-kabine, hvor vi spiser af vores fælles madpakke – buschaufføreren vil ikke have krummer på sæderne.

Første nat i ferielejligheden sover jeg dårligt. Efter middagen lagde jeg mine ski ud på gulvet, og iført underbukser og skistøvler demonstrerede jeg overfor mine mindre erfarne venner, hvordan sikkerhedssystemet i forbindingen virker. Jeg tror jeg vred mit knæ. I al fald vågnede jeg øm i det meste af kroppen.

Vi sidder i æggeliften og forgæves forsøger jeg at udfylde det sugende hul jeg har i maven med en halv pakke perbermyntepastiller. “Vi kunne osse lige varme op ovre på den dér lette. blå løjpe”, forsøger jeg, mens jeg med mit mest indladende smil peger på liftkortet. Jeg undgår at kikke ud af vinduet – hold kæft hvor er der langt ned.
“Det er altså lang tid siden vi, øh I, har været på ski – vi bør starte langsomt,” appelerer jeg da vi er ved at tage ski på. Mine forekommer at være mere glatte end sædvanligt. Min mave er i vildt oprør. Fire meter længere henne står en sort løjpe på højkant. Det er som om jeg kan smage alle mine egne ord, om hvor god jeg er på ski. Lige nu synes ordene at have en besk og bitter smag. For at sige det lige ud – jeg er bange. Meget bange. Min knæ ryster, støvlerne klemmer, brillerne dugger.

Skiferien er under ét minut gammel, da jeg falder første gang. Jeg har det som om en ond østrigsk kirurg i nattens mørke har udskiftet mine muskler med skumgummi og melklister. De andre er for længst forsvundet. Jeg søger tilflugt på en blå løjpe resten af dagen. Svært tilfreds karter jeg rundt sammen med en gruppe englændere, der før første gang har ski på. Jeg giver dem et par fif – og føler mig erfaren.

Da klokken bliver halv tre er skumgummien i mine ben byttet ud med bly. Jeg slæber mig over til lejlighedskomplexet, smider skiene i skiskabet, og hælder min udmattede krop op i badekaret. Efter en lille time i det dampende vand genfinder jeg det meste af min selvtillid. “OK. jeg havde en dårlig første-dag, men så længe grundformen og teknikken er i orden, skal jeg nok vise de andre, at jeg er verdens bedste skiløber,” fortæller jeg mig selv, mens jeg tager tøj på. Løbeshorts naturligvis – det er jo sportsferie.

Så kommer de andre hjem: “Nå Stenmark, du har nok fået nye bukser,” siger Stig og peger på mine shorts.
“Øhh. hvad mener du?”

“Du har glemt at tage prisskiltet af!”