Skistavs Fatwa – om religion og skiudstyr

Det handler jo bare om skistave – så måske skulle vi lade være med at blive så oprørte.

Lad mig slå det fast med det samme: Det er en vildt overdrevet sammenligning! Men jeg fortsætter alligevel:

Da forfatteren bag “De sataniske vers” Salman Rushdie fik nedkaldte en religiøs dødsdom over sit syndige hoved, fordi han indirekte havde fornærmet muslimernes allerhelligste, var der mange danskere der rystede på hovedet og udbrød: “Tænk at nogle mennesker kan føle så stærkt, at de er villige til at slå en mand ihjel, bare fordi han har fornærmet deres gud! Godt vi ikke tænker sådan i vores del af verden.

Min holdning til skistavsstropper gjorde mig i en periode til jaget vildt

Da jeg for et år siden i TV2 fortalte seerne, at de med fordel kunne snitte stropperne af deres skistave, nedkaldte jeg størstedelen af de danske skilærers vrede over mig og min til tider højrøvede facon. Jeg står jævnligt ansigt til ansigt med vrede skilærere, der både er større og yngre end jeg. Jeg har måtte sande, at man hverken behøver at være muslim, fra fjernøsten eller specielt rabiat for at føle meget stærkt. Det kan vi også i vores del af verden. Og det endda over noget så harmløst som en skistav (med og uden strop).

Men hvem har så ret? Skal man snitte stroppen af sine stave, eller skal man bruge stavene som man altid har gjort?
Tillad mig at komme med en stribe faktuelle oplysninger. Læs dem, overvej dem, og træf derefter dit eget valg – sådan bør det være i både religion og skisport.

Et skadet ledbånd i tommelfingeren er den mest udbredte skiskade. Skaden opstår, når den åbne hånd rammer sneen med håndfladen først under styrt (tommelfingeren bliver vredet bagud), eller når håndfladen lander ovenpå staven (fingrene på begge sider af staven synker i sneen, hvilket betyder at ledbåndet strækkes unødigt henover staven). Den sidste af de to skadetyper kan undgås, hvis man undlader at bruge stropperne.

Den forskning der findes på området, gennemført bl.a. på Gentofte Amtssygehus, viser entydigt, at skader på hænderne kan nedbringes væsentligt, hvis man undlader at bruge skistavsstropperne.

Hvis man ikke bruger stroppen på sin skistav, risikerer man at tabe den, og skal derfor kravle op ad bjerget for at hente den.

Uden strop i staven, bliver man nødt til at holde en smule hårdere fast, hvilket kan tænde den energi, du har i kroppen, og på den måde gøre dit skiløb mere aktivt og dynamisk.

Stave uden strop giver mindre støtte, når du ved ultra kortsving, konkurrence eller sving på en meget, meget stejl piste har brug for at løfte dit tyngdepunkt opad.

Stave uden strop er sværere at finde, hvis de bliver væk i dybsne.

Bruger du ikke stropperne, undgår du besværet med at stå og fumle for at få dem rigtigt på, hver gang du har haft hanskerne af.

Der er altså – som i alle andre af livets store spørgsmål – tale om både fordele og ulemper. Et vidunderligt kompromis vil jo være at undlade at skære stropperne af, men også undlade at bruge stropperne, når man kører på pisten. Stropperne kan man så bruge, når man kører ekstreme kortsving, konkurrence, dybsne (men husk i tæt skov, må du ikke bruge stropperne, da staven kan hænge fast i grenene og rive din skulder af led), på en meget stejl piste eller når du stiller skiene i stativet udenfor restauranten.

Og så lige tilbage til Salman Rushdie. Sammenligningen var for extrem, men til gengæld bevirkede den, at du gav dig tid til at læse teksten her. Og det var præcis samme effekt jeg håbede at opnå, da jeg på TV sad og snittede i mine skistave. Synspunktet er mit – konklusionen er din!