Skiløbets historie

Mange en dansker har følt sig både checket og moderne, når han eller hun – iført astronautlignende skistøvler, cyklame-farvet heldragt og et par kulfiber-ski – har stået på toppen af en alpe.

Følelsen er forståelig, men moderne, det er det ikke. I mere end 4.500 år har mennesker over hele kloden stået på ski.

Hele 2.500 år inden jomfru Maria overhovedet begyndte at overveje at føde Jesus, kravlede nogle svenskere rundt i sneen i fjelet i nærheden af det, som senere blev kaldt Hoting. Selv om deres ski, var absolut nødvendige, når de skulle ud at jage, passede de tilsyneladende ikke særlig godt på dem. I al fald mistede en af svenskerne sin ene ski, og selv om han givetvis ledte efter den, blev den først fundet i år 1921. Det er verdens ældste ski, og selv om den er ganske primitiv, fungerede den efter helt samme principper, som de ski, vi bruger i dag.
På samme tid sad der en gruppe pre-historiske kommunister i en hule i nærheden af søen Onega i det nordvestlige Rusland. Ligesom deres efterkommere kunne også de lide at prale med deres kunnen og bedrifter. Så mens de sad der om bålet, tegnede en af dem en lang række skiløbere på klippevæggen, mens han fortalte om, hvor stejle bjergsider de havde bekæmpet. Og af de hulemalerier, kan man i dag se, at datidens skiløbere kun brugte en stav. En teknik som man flere steder i Norge stadig har svært ved at vende sig fra.
Fortidens skiløb var bestemt ikke begrænset til klodens nordligste halvdel. Kineserne, som heller ikke den gang var ret store, havde kolosalt svært ved at indhente de dyr, de gerne ville spise til aftensmaden. Men eftersom flere og flere af dem lærte nogle tyrkere at kende, fandt de ud af (det var omkring 700 år før jesus blev født), at tyrkerne gik på jagt med ski under skindstøvlerne. Teknikken var ganske enkel. Jægeren lagde sig på lur på en bjergtop, og når han så en hjort eller et andet spiseligt dyr, gled han lydløst og hurtigt nedad indtil han kom på spyd- eller pile-afstand af vildet. De har haft fart på, for skiene var hele to meter lange.

Ski som sportsgren
Efterhånden som tiden gik, og de kloge havde syndt de mindre kloge tilstrækkelig meget til at de ikke selv behøvede at arbejde, fandt flere af dem på, at man faktisk også kunne stå på ski for sin fornøjelses skyld. Det er omkring 150 år siden.
I den norske Telemark lå en lille snefyldt flække kaldet. Morgedal. Her boede en ung og modig knøs, som i 1825 blev døbt Sondre Auersen Norheim. Af ukendte grunde blev det hans store lidenskab at hoppe. Ikke sådan på stedet, men iført hjemmesnittede ski. Han var intet mindre end frygtløs. Og selv om det givetvis er vildt overdrevet. Menes han, som 15 årig, at have hoppet hele 30 meter – endda uden at falde.
Norheim, som i dag meget berettiget kaldes ski-konkurrencernes far, var ikke kun et bevægelsesmæssigt geni, han havde også teknisk snilde. Faktisk var han den første, som lavede bindinger, der gik hele vejen rundt om hælen, og dermed forhindrede, at løberen pludselig kunne komme til at stå sidelæns, mens skiene stadig kørte ligeud.
I 1866 fandt verdens første konkurrence i skiløb sted i Christiania i Norge. Men det var nu mest af alt en opvisning. Ikke mindst fordi en ung bondedreng. Elling Baekker, var langt, langt bedre end alle andre. Man havde ikke fundt på at lave regler endnu, så Elling vandt både hop, langrend og styrtløb. Året efter kom der dog regler til, og så rykkede gode gamle Norheim. Han var førende lige til han blev 49 år – og det var sikkert kun hans mor, der havde tal på alle de mesterskaber, han vandt.
Nu begyndt de også at vågne op ned i EU. Manden, der kaldes det moderne skiløbs far, østrigeren Mathias Zdarsky skrev den allerførste ski-instruktionsbog. Det var i 1897, og udviklingen gik så langsomt, at bogen var ene på området i hele 29 år. Året efter at den blev udgivet, blev de første ski-turister undervist. Og det har givetvis set sjovt ud. Det østrigske skiforbund beskrev teknikken bag skiløbet således:
“Når man kører nedad, læner løberen sig bagud og støtter sig til skistaven (man havde stadigvæk kun en), han lukker øjnene. Så suser han nedad, som en pil, hvilket han fortsætter med, indtil han ikke længere kan få luft. Derpå smider han sig sidelæns ud i sneen, hvorefter han venter, til han atter har fået pusten, for derefter så igen at kaste sig nedaf, til han endnu engang mister pusten og smider sig i sneen.”
Og så er det ikke engang løgn!
Den første tyske skiblad skrev i samme periode om ski-teknikken:
“Løberne lader skiene bære dem nedad, hvorhen skiene vil indtil luften træder ind og virker som naturlig modstand og bringer løberen til standsning.”
Det kan ikke undre, at de første tre års skiskole i Charmonix i Frankrig i årene 1889 til 1891 kun havde èn disciplin på skemaet: Ligeud-kørsel. Så i 1891 var der èn, der fandt på at dreje.
Zdarsky var trods ovenstående så fremsynet, at han i dag i sin hjemby. Lillenfeld i Østrig, har et monument. hvorpå der står:
“Zdarsky will never be dethroned from his position as the father of alpine skiing.”

Afganistan i alperne
Fra begyndelsen af dette århundrede gik det stærkt. Men lad os lige forlade de snedækkede bjergsider et kort øjeblik:
I august 1880 var et kontingent britiske sodater så uheldige at falde i baghold i byen Kandahar i Afganistan, som de af forskellige imperialistiske årsager var draget til. Heldigvis havde britterne en mand ved navn Roberts. Sammen med en deling friske soldater drog han resolut fra Kabul til Kandahar, hvor han modigt befriede de indespærede tropper. Han blev for den dåd tildelt stort set alle brittiske hædersbevisninger. Og nu tilbage til skisporten:
Roberts, som i mellemtiden havde ændret navn til “Field Marshal Earl Roberts of Kandahar”, kendte jarlen af Lytton, som var vild med at konkurrere og endnu mere vild med at stå på ski. Han overbevidste Roberts om, at man burde opkalde en styrtløbskonkurrence efter ham. Hvilket han sagde ja til i 1911. Derfor kan man i dag, i stort set alle skibyer, finde en bar, restaurant eller hotel ved navn Kandahar. Der findes mange andre forklaringer på det fremmedartede navn – men denne her er faktisk den rigtige.
Og nu vi er ved konkurrencer. I begyndelsen af dette århundrede foregik samtlige ski-konkurrencer uden brug af stop-ur. Det var meget enklere, at lade alle løbere starte samtidig, og så se, hvem der først kom over målstregen. Til gengæld faldt de ofte over hinanden.

Charterrejserne
I løbet af de sidste 20 år er det hele så eskaleret. Satelit-skibyer er fra helikoptere blevet droppet ned i de mest snesikre områder overalt i alperne. Firesporede motorveje er blevet boret tværs gennem bjergmasiver. Sneharer kryber i skjul og varmer sig i ly af tunlernes udluftningskanaler. Og liftkablerne trækker snorlige striber i naturens takkede former.
Man tænker ikke så meget på det, når man står der og stråler på en snedækket alpe. Men har man stået samme sted en sommerdag, hvor sneen ikke skjuler de ar, ski-industrien har påført naturen, kan man godt blive lidt trist.
Måske er det værd at overveje, at skåne det, som ikke allerede er ødelagt. Træer og buske for eksempel. Det ville jo være synd, hvis eftertiden kun kan beskrive nytidens skiløbere som dem, der knækkede grene og efterlod slik-papir overalt i bjergene.
Tag vare på det, der er tilbage!