Nørd med nørd på

imageNye skibøger!

Lad mig begynde med det gode: Henrik Thorsens to nye skibøger Ski-teknik og Ski-mekanik er gennemarbejdede, overskuelige og pædagogisk opbyggede.
I den mest tilgængelige af de to bøger Ski-teknik forklarer Henrik, hvordan man skal/bør gøre for at opnå et bedrere, sjovere og mere frit skiløb. I den anden Ski-mekanik forsøger han at bibringe læseren en mere dybdegående forståelse af skiløbets grundlæggende dynamik – altså tryk, pres, kræfter og den slags.

At Henrik har totalt styr på begreber og sammenhænge er der ingen tvivl om. Den praktiske side er også i orden, for Henrik Thorsen uddanner professionelle skilærere under Dansk Skiforbund. Der er altså ikke noget at komme efter!

imageDet knap så gode: Selv om bøgerne er imponerende i deres omfang, layout og grundighed, tror jeg ikke, at Henrik når sit mål, som han beskriver det i forordet, nemlig at opnå et sjovt, frit og bedre skiløb. Og det har intet med bøgernes kvalitet at gøre! Jeg bilder mig nemlig ind, at udvikling af ens skiløb kræver nærvær, ikke-dømmende  opmærksomhed og interesse skabt af indre glæde. Altså noget helt andet end kendskab til vektorer, svingradius og tyngdekræfter.

Konklusionen på min omtale af bøgerne er derfor denne:

Er du interesseret i teorien bag skiløb, er du nørd med hang til formler eller er du skilærer, som indimellem bliver fanget i en lift med en videbegærlig ingeniør, som står på ski med hjernen frem for kroppen og som ønsker besked om alt, så er bøgerne en god investering. Du bliver ganske enkelt klog på ski af at læse dem.

Er du derimod en skiløber som de fleste af os, så behøver du ikke læse bøgerne. Faktisk vil jeg (Undskyld, Henrik) fraråde dig at gøre det. For de mange tekniske forklaringer kan have den uheldige sideeffekt, at du kommer til at tænke mere end føle, næste gang du kaster dig ud på de vidunderlige brædder.

… og sådan er det jo med specialprodukter: Nogle vil have stor glæde af dem, andre slet ikke.

Filed under Ski

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *