Hvad er mest extremt: At bryde en fordom eller en fysisk grænse?
Sangen er altid den samme: “Når du udsætter dig selv for extreme udfordringer, finder du din egen råstyrke og bliver meget klogere på dig selv.” Altså bestig Mount Everest, svøm 18 kilometer under vandet, eller sejl rundt om De Britiske Øer i en kano af sammenpresset rispapir. Hvis du gør det (og helst som den første i verden), vil du opleve din indre verden eksplodere i rosenblade og sand lykke. Du vil komme i intens kontakt med dit indre jeg…
Det suger i maven - inden man kører ned af Delirium Dive i Canada
Men kære venner, det er snyd fra ende til anden. Man bliver sgu ikke lykkeligere af at skubbe en sæbekassevogn tværs over alperne, eller løbe tur-retur til Sankt Petersborg iført lændeklæde, eller hvilken som helst anden af de extrem-rekorder, der endnu ikke er taget.
Ofte hører man folk, der dyrker extrem sport fortælle om, hvordan de føler sig umådelige meget i live, når de er allertættest på døden. Men for mig at se er de allerede døde indeni. Hvis det virkeligt er nødvendigt at udfordre livet, for at få øje på det, så er der nemlig noget farligt galt med sjælen. For mig at se handler det i givet fald om mennesker, der ikke er istand til at få øje på de sande og basale værdier i tilværelsen, nemlig kærligheden til andre mennesker. Det er folk, der kaster sig ud i selvskabte krisesituationer, i håbet om at finde en mening med deres tilværelse skjult i selve kampen for at overleve.
De sportslige kamikazasepiloter fortæller også at de i virkeligheden kæmper med bryde deres egne grænser. Det tror jeg ikke en disse på. De er jo vilde med at være den første, der gør et eller andet extremt. De skal hele tiden overgå hinanden. I gamle dage var det flot, hvis man kunne bestige Mount Everest, nu skal man cykle hele vejen fra Nordsverige først, eller som en dansk bjergbestiger kravle derop uden ilt – og om 10 år skal man vel hoppe derop på en kængurustylte før det er selvudviklende (læs: Før der er nogen der lægger mærke til det).
Jeg kan altså ikke lade være med at opfatte dumdriste bjergbestigere extrem-skiløbere og andre af vor tids mediehelte som narkomaner. Og ligesom narkomanerne nede på Halmtorvet er også de her extrem-narkomaner ubamhjertlige i deres søgen efter det næste fix – det næste sus. De tager ingen hensyn. Ikke meget hensyn til sig selv – og slet ikke noget til deres familie. børn og venner.
Når extrem-udøverne taler om dødsforagt, så snyder de med ordene. For det, det i virkeligheden handler om, er foragt overfor de mennesker, der holder af dem. Det er jo ikke specielt trist at dø, det er som regel hurtigt overstået – og når man er død, kan man vel ikke være ked af det. Det der virkelig er slemt, er at være den, der bliver ladt tilbage med savnet af en elsket. Derfor er disse livsfarlige bedrifter for mig at se et bevis på extrem egoisme, uhæmmede fokusering på sig selv og egne behov, samt en sygelig trang efter at blive set, kendt eller omtalt.
Og så er det hele faktisk helt unødvendigt. For de rigtig extreme oplevelser ligger nemlig og venter et eller andet sted i kroppen. Vil man prøve noget virkeligt extremt, så skal man tage på frivilligt arbejde i en flygtningelejr. Eller forsøge at hjælpe en andengenerationsindvandrer ind på det danske arbejdsmarked. Eller sige noget sødt til et menneske man virkelig ikke kan udstå… det vil være ekstremt. Og så er der ingen risiko for at brække noget. Det skulle da lige være en fordom eller to.