Med en 4-årig på ski

Amalie hviner af fryd. Hun er fire år gammel, og hænger og dingler mellem tante Helles ski. Sammen suser de ned over bjerget. Det går stærkt og Amalie hviner. Scenen fortæller det hele. Men lad os tage det punkt for punkt:

Amalie er fire år. Et godt tidspunkt at begynde at stå på ski, men faktisk kunne hun være begyndt året før. I alpelandene hiver mange forældrene deres børn med ud på ski, vinteren efter at de har lært at gå.

Det er en stor glæde, når man selv kan tage liften

Amalie løber sammen med en voksen, som som hun har tillid til, men som ikke er hendes far eller mor. Det kunne ligevel have været en skilærer. Det er ikke nødvendigt at holde far eller mor i hånden hele tiden – faktisk er det ofte en fordel, at det netop IKKE er far eller mor. Børn har det med at være en anelse pyldrede når en af forældrene er lige i nærheden.

Amalie kan faktisk godt løbe selv (omend hun ofte falder), men der er ingen grund til at presse hende frem. Både hun og hendes tante nyder at LEGE. De er jo på skiferie og ikke i træningslejr.

Amalie lytter til sin egen og Helles latter, for der er ingen belærende ord om at gøre sådan og sådan, og bøje hèr og trykke dèr. Børn lærer ikke at stå på ski ved at få teknikken forklaret: De lærer det ved at lege, prøve og efterabe andre skiløbere.

Enhver skiferie afføder en byge af spørgsmål, som man skal tage stilling til. Hvor skal vi tage hen, hvilket udstyr skal vi bruge, skal vi leje eller købe, hvornår er sneen bedst? Når familiens unger skal med stiger bunken af de ubesvarede spørgsmål eksplosivt. Men i virkeligheden er det slet ikke så vanskeligt eller uoverskuligt at tage børnene med. Her en kort liste med does and don`ts:

Husk

At tage afsted sidst på sæsonen når solen har vundet slaget, og temperaturen ligger på frysepunktet og over. Marts og april er at foretrække.

At smøre totalblokerende solcreme på ansigt, ører og nakke af ungerne.

At leje/købe en styrthjelm til børnene – det er vigtigt.

At have rigeligt med skiftetøj, så ungerne kan få tørt tøj på efter frokost.

At give dem lov til at løbe uden forældrene i nakken – også selv om de umiddelbart ikke ser ud til at have lyst til at blive afleveret i en skibørnehave. Stort set alle børn elsker det – når først far og mor er ude af syne.

At leje ordentligt udstyr til børnene.

At tage til et fladt og børnevenligt skisportssted, hvor der er børne- og begynder-løjper højt oppe i terrænet, hvor solen skinner hele dagen.

At holde rigeligt med pauser – det er jo ferie.

At give ungerne meget at drikke. I den tynde bjergluft er fordampningen stor, også selv om ungerne ikke sveder.

At lege. lege og lege.

Lad være med

At skræmme ungerne ved at fortælle dem at de skal være forsigtige – det kan de alligevel ikke finde ud af og det bør være op til de voksne at sikre at ungerne ikke kommer til skade.

At forsøge at LÆRE dem at stå på ski. Børn gør instiktivt det rigtige (også selv om det er anderledes end de voksnes teknik) og de kan under ingen omstændigheder lære at stå på ski ved at få det forklaret verbalt.

At tro at et tre-årigt blebarn ikke selv kan køre med slæbelift.

At lade ungerne blive hjemme – både de og du vil elske det!

4 Comments

  1. Ja jeg havde nok regnet med et svar i den retning. 😉 Er der slet ikke noget sikkerhedsmæssigt, når man af gode grunde ikke er højere i den alder? Kunne være rart med et lidt mere uddybende svar, når man ikke er tryg ved situationen :-/ Skal gerne indrømme at jeg selv er bange for de stolelifte ( højder) men min skræk er at min dreng skal sidde fast deroppe eller at han er bange i liften ❤️ Da vi var i Passo Tonale var stoleliftene markeret med en højde mht tilladt adgang.

  2. Nu har jeg jo lige læst at alle forældre spørger hvornår hvornår ☺️ Vi har netop en diskussion herhjemme omkring vores 4 årige dreng og lifte… Han har været på trækbånd og med os i gondol. Manden mener han skal med op i en stolelift… Og det mener moren så bestemt ikke. Hvad er din holdning til det? (Hvornår? 😉)
    Vh Susanne

    • Lad far og søn tage liften, men du drikker en kop the i restauranten

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *