Lektien efter 30 år som skilærer

Mens vi er blevet ældre og ældre, er skiløbet blevet yngre og yngre

For lige præcis 30 år siden (1982) modtog  jeg ved en fin ceremoni et rødt stofmærke, hvorpå der med guldbogstaver var broderet ordet “Ski instruktør”.

Mærket fik en fremtrædende plads på trøjen, man var vel lidt stolt

Jeg var naturligvis pavestolt, men hvad jeg ikke vidste var, at min skilærer eksamen samtidig markerede begyndelsen på en efterhånden ganske lang rejse. I mange  de 30 år, der er gået siden, har en stor del af mit arbejde drejet sig om skiferie og skiløb. Min passion og min hobby er på mange måder også blevet mit arbejde.

Selv om skiløb i dag handler om præcis det samme som i 1982, nemlig at løbe fra højre til venstre og fra venstre mod højre, og tilbage igen, så har skiløbet udviklet sig eksplosivt i tiden siden 82. Og heldigvis for det.

Eksplosionen har primært været mental!

Ganske vist har både tøj og udstyr  ændret sig meget på 30 år, men den helt store udvikling ligger i den måde vi opfatter skiløb på.

Tidligere var skiløb noget man skulle lære. Noget man enten var god eller dårlig til. Og var man dårlig, skulle man hjælpes af en person med rødt mærke på brystet. Skiløb var så at sige et problem, der skulle løses. Og vi, der var eksperter, kom ilende med løsningerne: Pedalsving, omstigningssving, klappeplov og hvad ved jeg.

Men pludselig dukkede snowboarderne op og ville noget andet. De ville simpelthen bare have det sjovt, og de gad ikke lytte til nogen som helst autoriteter. Og da slet ikke en skilærer. Deres uafsluttede pubertetsoprør mod forældrene blev udvidet til også at omfatte skiskole-autoriteter.

Rundt på aftersski-barerne bekræftede skilærer hinanden i at snowboarderne var nogle klaphatte. De kørte for stærkt, for vildt og så scorede de piger med en irriterende lethed, som bestemt ikke gjorde det lettere at acceptere deres tilstedeværelse.

Men snowboarderne havde faktisk fat i noget rigtigt. De gjorde det nemlig klart, at det faktisk var muligt at føle glæde og overskud efter bare 5 minutter i sneen – det behøvede ikke være svært. De tog afstand fra teoretisk undervisning og kedelige øvelser. De var som små børn, der ikke gad vente på gevinsten. De ville have det sjovt – lige nu.

Efter et par år indså skifabrikkerne, at de blev nødt til at lave ski, der var lige så lette at løbe på, som snowboards var det. Og det var netop ønsket om at gøre det let at lære at stå på ski, der var motivation bag opfindelsen af carvingski.

Da man i slutningen af 90erne faktisk var begyndt at bruge forskellige kunststoffer i ski-produktion, var det kun et spørgsmål om tid, før den uundgåelige opfindelse kunne købes i butikkerne: En ski, som var let at få til at dreje. Carvingskien.

Endelig kunne selv begyndere få umiddelbar succes. Der gik ikke længere både to og tre uger inden de røde og sorte pister var indenfor rækkevidde. Og skiene revolutionerede både skiundervisningen og skiløbet. Pludselig blev det mere interessant at snakke om “sjovt” fremfor at snakke om “rigtigt” og “teknik”.

Og det er her, vi er i dag. Når jeg ser tilbage på de sidste 30 års skiløb, ser jeg en klar og vidunderlig bevægelse i retning af mere glæde og mindre korrekthed. Skiløbet er blevet lettere, sjovere og indeholder ikke mange løftede ekspert-pegefingre. Skiløbet er blevet mere frigjort, mindre dogmatisk – og langt mere barnligt!

.. så der er ingen tid at spille: Kast dig ud i sneen og kluk-le, som du gjorde dengang du var barn!

Apropo barnligt: Da vi havde været til den afsluttende skilærer-eksamen smed jeg og mine holdkammerater alt tøjet og demonstrerede hvad vi dengang kaldte "frit skiløb"