Kender du typen – pistens personligheder

I vores egoistiske tidsalder, hvor det er vigtigere at være kendt end at være sød, har det evindelige behov for “personlige udtryk” også ramt vinterferien.

Der er signalværdi i alt, hvad du gør – og ikke gør. At beholde snebrillerne på til afterskiing, opfattes eksempelvis som dumt, medmindre du samtidig har for store bukser på, og vejret i øvrigt slet ikke kræver brug af goggles.

Liften er et godt sted at lure de andre af

Det kan være svært at orientere sig i den egocentrerede signaljungle, men fortvivl ikke. Vi har netop standset en af sæsonens første kabinelifter og gennemgår her de enkelte passagerer. Læs videre og få hjælp til at forstå, hvem der gør hvad og hvorfor.

Oliver
Oliver er 23 år, har hår som Leonardo DiCaprio og er snowboarder. Han har faktisk været med i den nye trend helt tilbage fra dengang, hvor den vitterlig var ny. Sidste år holdt han op med at sige “yo brother”, for det var lidt for tungt at holde fast i klike-stemningen, når der var brødre overalt. Inde under hans strikkede the-varmer hue står han og funderer over, hvilke attituder han skal tillægge sig for at være hip i den næste sub-sub-sub-kultur, så han igen kan distancere sig fra masserne. Han går, som om der var tyggegummi under hans støvlesåler. Samtidig dugger hans skibriller kraftigt på indersiden, men han er cool og tager dem ikke af.

Asger
Han ville aldrig selv sige ordet højt, men Asger er “freestyler”, han er også 17 år, søn af en ejendomsbesidder fra Københavns nordlige forstæder, og en smule træt af skolen, hvilket er ganske gensidigt. Asger kan godt lide at sige “fisse” og blotte sine baller i al offentlighed. I dag har han et snowboard under armen, men han løber faktisk også på ski. Uanset hvad han har under fødderne, foregår det som regel i halfpipen eller i luften udfor en klippeafsats. Han er modig som få og atletisk, når han roterer i luften. Desværre for ham selv opfatter han sig selv og sit skiløb som noget, der er i opposition til alle de andre i kabineliften. Det har nok noget med alderen at gøre. Hans tøj er beige i varierende nuancer, hans indstilling til mere konforme mennesker ligeså. Hans mål i livet er at blive snowboard-millionær, eller i det mindste at score den nye Nokia mobiltelefon.

Bent
“Pffftt, sådan nogle hash-kælke – de stikker sig sikkert med rustne kanyler i øjenæblerne,” tænker Bent, som er farvehandler i en større dansk provinsby. 54-årige Bent har aldrig rigtig brudt sig om snowboarderne, og iført jägerthe og bastante meninger til afterskiingen ynder han at nedgøre alle, “der ikke har råd til to ski”. De sidste par år er han dog begyndt at stikke piben en smule ind: Anja, hans dejlige jurastuderende datter, har droppet skiene til fordel for boardet. Bent er en ganske habil skiløber, men selv om hans venner jævnligt forsøger at overbevise ham om carvingskienes velsignelser, så nægter han at skifte. “Mine gamle Blizzard ski har være perfekte siden 1989 – det kan opfindelsen af nye ski ikke ændre på,” fastslår han og indtager dermed rollen som skiløbets talebaner. Bjergsiden glider langsomt forbi bag liftens matte vindue, og Bent smiler ved tanken om, at han huskede at programmere videoen, så han ikke går glip af denne uges “Det er Leth”.

Jørgen
Jørgen er Bents kammerat fra Rotary, men modsat Bent er Jørgen altid med på moden. Iført farvestrålende tøj, som ville få en engelsk herreskrædder til at begå harakiri af skam, står han og glæder sig til at komme ud og fun-carve. Han er helt vild med at suse nedad pisten, mens han basker i sneen med sin ene hånd. Til Bents beherskede irritation jubler Jørgen højlydt, når han glider nedover pisten. Nogle vil mene, at Jørgen fik udleveret et småtåbeligt religiøst udtryk i ansigtet samtidig med, at han fik sine nye fun-carving-ski. Men Jørgen er ligeglad; han har ikke følt sig så ung, siden han og hans første kone var på kropsbevidsthedskursus på Samsø. Jørgen betragter i det skjulte Oliver. “Måske skulle jeg prøve et snowboard i morgen,” tænker han, og føler sig en smule som den teenager, han aldrig rigtig var.

Inge og Jens
Iført lavine-pips, rygsække og to slidte jakker står Inge og Jens på henholdsvis 32 og 34 år i hjørnet af kabineliften og peger for hinanden ud over bjergryggen. “Vi skal op over kammen derhenne,” siger Jens mens han i et glimt husker tilbage til barndommens langrendsture med mor, far og onkel Åge på det norske højfjeld. Et eller andet sted i baghovedet er det, som om han stadig kan høre onkel Åge råbe, “husk man skal yde, før man kan nyde!” Hverken Jens eller Inge opfatter sig selv som masochister, men de har nu engang lettere ved at nyde en tur ned ad bjerget, hvis de ved egen kraft selv er klatret derop. Med appelsiner i rygsækken og randoneé bindinger på skiene føler de, at de har fundet en god kombination mellem langrend og alpint skiløb. Selvom Inge synes, det lød dumt, er Jens glad for den formulering han brugte, da han fortalte deres gamle venner fra kollektivet om den forestående skitur: “Vi skal på en økologisk skiferie,” havde han sagt, mens han demonstrerede, hvordan man sætter plastikpelsen fast under skiene.

Julie
Egentlig ligner det slet ikke Julie at være med liften så tidligt. I de 7 uger hun har levet som skibums, har hun sjældent været oppe før klokken halv elleve. Det tror da fanden, når hun først er færdig med jobbet i “Moris Bar” klokken halv tre. “Hvis ikke han selv er der, slår jeg ham ihjel,” siger hun til sig selv og tænker på Serge, som ikke kun er lokal bjergguide, men også har en stor lejlighed, som han p.t. bor i alene. Tanken om ikke længere at skulle dele krøllejern, fugtighedscreme og det 7 kvadratmeter lille værelse med Pia og Malou gør hende let om hjertet. “Jamen, han er jo faktisk også ret lækker,” tænker hun i et lidt pinligt forsøg på at piske en indre stemning op. Hun slår med sit lyse hår, og lægger mærke til hvor blege alle de andre i kabinen er. “Nå ja, det må være deres første dag, ugen er jo ung endnu – og det er jeg også,” mumler hun, idet hun betragter sit eget skiudstyr. Både ski og bindinger er næste års model, som Serge har skaffet hende. Skiene drejer ganskevist ret skarpt, men hun skal nok få lært at kontrollere dem, hvis bare Serge´s arme er der til at hjælpe, og der ikke er for mange turister på pisten.

Rune
Mange tror fejlagtigt, at Rune kommer fra Norge. Det skyldes nok hans røde kinder, vadmelsbukserne og så det faktum, at han løber telemark. Men faktisk har Rune aldrig været i Norge. Det eneste han kender til landet, er Myseost, som han godt kan lide, men ikke finde ud af at spise, uden at det klæber sig fast i ganen. Vadmelsbukserne har han købt hos Friluftsland i Århus, og grunden til, at han begyndte at løbe telemark, var et udtryk, han så i et blad: “Free you heel – and your mind will follow” (befri din hæl og sindet vil følge med). Det lød så smukt, og hvorfor ikke… Næste gang han var på skiferie, lejede han til arkitekt-kollegaernes undren et par telemarkski og kunne i dag ikke drømme om at prøve et par carvingski. “Gu er det ej politisk. Men hvorfor smide gode gamle traditioner væk, bare fordi de er gamle,” havde han sagt, da de hjemme på tegnestuen drillede ham med skiene og forudså, at han snart ville melde sig ind i Kristeligt Folkeparti. “Næ, han var bestemt ikke politisk, men derfor var det vel ok at holde af den aura, der er omkring telemark skiløbet,” mente han. Han tog sin Leatherman kniv frem og skar et stykke af den ost (Tomme de Savoie) han havde med i rygsækken.

Carsteen
Carsteen med to e´er hed tidligere Per, men et besøg hos en skøn numeorolog havde afsløret, at en masse af de uforløste spændinger af seksuel art, som Per af naturlige årsager bar rundt på, ville have meget større chance for at blive forløst, hvis altså Per skiftede navn til Carsteen med to e´er. Navneændringen fandt sted i slutningen af august, og allerede i løbet af et par måneder var Carsteen som forvandlet. Dels var han sprunget ud, dels var han nu uden nogen som helst frygt taget på sin første skiferie. Peter og Palle have rådet ham til at leje en monoski, hvilket han havde gjort. Desværre havde det ikke været muligt at få undervisning i netop monoskiløb i skiskolen, men damen ved skranken havde også være temmelig uforskammet. “Åh, hvor svært kan det være,” tænkte Carsteen og håbede at han ville møde fyren fra i går aftes. Serge, hed han. Carsteen tog sine røde handsker af og duppede lidt Piz Buin i ansigtet.

Christian
“Jeg skal have syet mærket ordentligt fast,” tænkte Christian og skævede til det nye skiinstuktørmærke på sin arm. Mærket havde kostet ham 17.000 kroner, en dumpet anatomi-eksamen og et bristet forhold til kæresten Lena. Store ofre, men ikke større, end at den kommende sæson gerne skulle opveje alle tre punkter – ikke mindst, hvis hende med de grønne kontaktlinser skulle have privattimer. Christian havde valgt ski med en svingradius på bare 16 meter – det gav et fedt kurvesus og efterlod hans veludviklede lårmuskler så spændte at omfanget af den store lårmuskel, kunne anes i de lidt for stramme bukser. “Der er nysne på toppen,” tænkte han, “Det bliver en fed dag, hvis bare de nye elever ikke hører til dem, der har skåret stropperne af deres skistave. Jeg holder ikke til at lede efter en tabt stav i halvanden time igen i dag. Latterligt tv-program”. Han skottede til sit nye Swatch-ur med indbygget liftkort. “Tre timers undervisning og så har jeg fri, fed dag.”

Pernille
Om der var nogen i kabinen, der var bedre til at løbe på ski end Pernille, var svært at sige, men givet var det, at ingen havde hendes mod og determination. Da hendes far via jobbet som savklingeudvikler i en årrække flyttede hele familien til Midtsverige, kom Pernille med i en gruppe af svenske ekstremløbere fra Åre, og i løbet af to år var hun den vildeste af dem. Det var dog ikke muligt at se på Pernilles fysik og påklædning at hun stod bag syv “first decents” i alperne og dermed havde navngivet en række lodrette bjergslugter. Bag fregnerne udstrålede hun den stille ro, som mennesker, der normalt skal være på dødens rand for at mærke indre spænding, udviser. Hun bevægede skuldrene rundt i en cirkelbevægelse, dels for at massere smerten ved skulderbladet væk, dels for at skubbe til de to dåser Red Bull, som tilsyneladende lå skævt i hendes rygsæk. Det var ikke fordi hun stod og sov, men hun havde følelsen af, at verden omkring hende forgik i et andet tempo end hendes eget. Hun tænkte tilbage på 70 graders slugten i Chamonix, hvilket fik et smil, der mere lignede en grimasse, til at løbe over hendes ansigt.

Den sidste
Tættest ved døren, ivrig for at komme først ud, stod en mand i sort-gult skitøj. Nattefrosten der stadig hang i luften gjorde ham glad, for den antydede, at den sne, der var falder i nattens løb, ville være let og luftig. Fra liften kiggede han ned på den sorte pukkelpiste. “Åh, den ser fed ud. Gode pukler med nysne på, det er bare det bedste,” tænkte han og lod blikket løbe langs stoleliften, der hang over puklerne. “Hmm, ikke meget publikum endnu.” Den gule mand var en blærerøv på ski. Og hvad meget værre var; han både vidste og nød det.

For år tilbage blev han uddannet skilærer, men via sin journalistuddannelse har han gjort skiløb til sin levevej. TV-programmer, artikler, bøger og som sidste skud en internetbaseret skiklub. Det kan godt være, at han indimellem siger noget fornuftigt, men måden, han siger det på, er ofte så provokerende og firkantet, at mit råd til dig, kære læser, vil være:

Smil til ham, men lad endelig være med at stole på alt, hvad han siger… og skriver!