Det her er lidt sjovt, for jeg burde egentlig have vidst det. Når alt kommer til alt, har jeg jo været journalist i 30 år. Jeg kender gamet.
Så da journalisten fra Her&Nu spurgte mig om det stadig gjorde ondt i min skulder, svarede jeg hvad sandt er, kun når jeg løfter den højt over hovedet. Derefter havde vi en god snak om skaden og det efterfølgende træningsforløb, og her har jeg givetvis sagt det ord, der kom til at danne grundlag for den lidt voldsomme overskrift.
Jeg kommer til at lide med skaden i al fald ét år endnu.
Derfor kan jeg ikke hævde, at overskriften Jeg lider stadig er opdigtet, men sandfærdig er den altså heller ikke. Jeg går ikke rundt og lider – og jeg håber også at man kan se, at jeg smiler.
Da jeg læste bladet, kom jeg små grinende til at tænke på Uffe Ellemann hund.
Ifølge venstrefolk, som elsker at fortælle historien, tabte Uffe det sikre folketingsvalg på grund af en manglende taxa, en snu journalist fra Ekstrabladet og Uffes hund. Her hvad der (ifølge venstrefolk) skete:
Aftenen før valgdagen: Sidste valgmøde blev afholdt på Holmen. Der er mange mennesker – og ganske få taxa`er. Uffe Ellemann står og venter, da en journalist og en fotograf fra Ekstra Bladet ruller vinduet ned og tilbyder at køre ham hjem til Hellerup. Uffe siger ja tak og hopper ind. På vejen falder talen på Uffes hund. Hvor er den henne? spørger journalisten. Uffe svarer i overensstemmelse med sandheden:
Den er hjemme!
Da de tre kort efter triller op foran Uffes hoveddør tilbyder han de to en øl, som tak. De takker ja, men siger, at de foretrækker whisky. Siddende i stuen med hver deres glas whisky spørger fotografen om han lige må tage et enkelt billede – nu hvor valgkampen er ovre. Uffe siger ja.
Resten er historie. Valg-forskere og spin-doktorer mener, at Ekstra Bladets forside på valgdagen med en whisky-drikkende venstreforman, som siger “Den er hjemme”, virkede så arogant, at den flyttede nok stemmer til at, det der lignede et sikkert valg, endte som et nederlag.
Jeg ved ikke om historien passer. Men den er god!
Som ung journalist på Berlingske Tidende delte jeg kontor med Jens Olaf Jersild. En dag fik han en monster-skideballe, fordi han havde stavet den konservative partiformand Poul Schlüters navn forkert. Jersilds reaktion var skøn. Som svar på skideballen sagde han smilende: Når jeg nu skulle stave et navn forkert, var det da meget sjovt, at det lige var Schlüters.
Sådan har jeg det også med Her&Nu – for i teksten over overskriften er Uhrskov blevet til Uhrshov!. Skal mit navn staves forkert, er det da den bedste måde man kan gøre det på. Vi har kun det shov – vi selv laver!