Gode mennesker

Jeg tror ikke, at denne uge har været speciel – men så alligevel.

Det kan godt være, at alt er, som det plejer – men måske alligevel ikke.

Folk opfører sig normal – men det virker bare ikke sådan.

Det hele er nok bare et tilfældigt resultat af en tilfældig tanke, som helt tilfældigt slog sig ned i mit hoved og gjorde dagens tilfældigheder til et mønster i tilværelsen.

Tanken er egentlig ganske enkel og består kun af seks ord samlet i sætningen: Verden er fuld af gode mennesker.

De første par dage opdagende jeg slet ikke, at tanken havde slået sig ned, men tanker virker, også selv om man ikke tænker dem højt. Så dag for dag blev jeg bekræftet i tanken.

Mandag havde jeg tid hos Marianne, kirurgen som opererede min skulder. Hendes faglighed, smil og indlevende behandling af hendes patienter, fik selv latinske dignoser til at fremstå som høfligheder. På vej ud passerede jeg en patient på krykker på vej ind. Vores nik og korte smil var en fælles bekræftelse på at inde på stue 4 holdt et af de gode mennesker til.

Tirsdag morgen talte jeg i telefon med Mads, en erhvervsmand som har besluttet at bruge rigtig meget tid og endnu flere penge, på at hjælpe 16 tilfældigt udvalgte unge til en bedre start i livet. Lektiehjælp, vandreture, skiløb og bjergbestigning skal gøre dem bedre til at lede dem selv og andre. Da samtalen var slut var det enten mig eller min tanke, der fastslog, at her var der også tale om et af de gode mennesker.

Tirsdag aften var jeg med i en live-udsendelse fjernsynet, hvor Sonny, en glad fyr fra Fyn, havde jobbet med at styre parabol, kabler, sendevogn og al det teknik vi andre slet ikke forstår. Han havde tydeligvis besluttet sig for yderligere én arbejdsopgave, nemlig at skabe den bedst tænkelig stemning omkring settet – nok fordi han slet ikke kan lade være. Da jeg kørte hjem sprællede tanken og slog fast, at her var endnu en af de gode.

Onsdag morgen var jeg og to venner til møde med Toke, en ildsjæl og iværksætter, som havde tilbudt at hjælpe os med et projekt, vi har arbejdet på i nogle år. Måske bliver det et forretnings-samarbejde, måske ikke. Men uden tanke for eventuel personlig vinding, lænede han sig i over bordet og engagerede sig. Da vi forlod hans kontor af en umådelig skæv vindeltrappe, var jeg ikke i tvivl om min tanke, for den blev ved med at gøre opmærksom på sig selv. Se der, sagde den, endnu én.

Torsdag gik det hele op for mig, da jeg sad og baksede med min hjemmeside. Der manglede nogle videoer, teksten under videoer skulle laves grå og søge funktionen optimeres. Pludselig faldt jeg over en privat video, som jeg havde lavet sammen med min gamle ven og fotograf Klaus. Videoen skulle sendes til Frank, som havde lånt mig en bunke ski. Jeg blev ved med at se videoen igen og igen. Ikke fordi den er interessant, sjov eller god, men fordi Klaus er i billedet. Klaus døde i sommers, og jeg savner ham. For Klaus var i særklasse et af de gode mennesker. Han omfavnede livet, interesserede sig for sine medmennesker, havde holdninger og kunne, som filmen viser, blive helt vild af glæde, blot fordi han fik lov at prøve et par nye ski.

Den næste tanke har allerede slået sig ned: Lad os smittes af de gode mennesker, for der er heldigvis masser af dem.