I løbet af kort tid, har jeg fået tre nye venner. Jeg har ganskevist betalt for dem, men alligevel føler jeg, at vi er kommet så tæt på hinanden, at jeg godt tør bruge ordet venner.
Jeg har lært dem at kende via en hjemmeside, der hedder upwork. Her kan man for en umådelig lav pris hyre freelancere over hele verden, og det har jeg gjort. De er, beskrevet med et mindre positivt ord: daglejere.
Mykola – har udviklet et lille skriveprogram, som gør det lettere at huske skriverådene fra min bog.
Louie – har hjulpet mig med at flytte min hjemmeside fra en internetadresse til en anden.
Meghna – har ren-tegnet mit firma-logo, som faktisk er mine forældres gamle logo.
Venner?
Hvorfor i al verden kalder jeg dem for venner? Jeg har jo blot hyret dem til en løn, som ville få den nye LO-formand til at rotere på talerstolen. Magen til et ulige venskab skal man helt til Stockholm-syndromet for at matche! Så hvorfor venner?
Fordi freelance-arbejde over nettet kræver tillid, afhængighed og respekt – fra begge sider. Og venskaber bygger jo netop på tillid, afhængighed og respekt.
I takt med at jeg og mine venner har udvekslet informationer, projekter, hemmelige internet-koder og arbejdsopgaver så er forestillingen om, hvilket liv mine venner lever, vokset. Jeg har ret beset kun deres navne, billeder og arbejds-beskedder at holde mig til, men jeg forestiller mig Mykola siddende i sin bestemors hus foran den hjemmeombyggede computer. Der er the på samovaren, som han drikker for at holde varmen.
Jeg ved ikke noget, men jeg syns at jeg kan fornemme en høflig og intens livsvilje i Mykolas beskedder. Den måde han forsøger at løse min computer-opgave på, aftvinger respekt. Ind imellem støder han på problemstillinger, som er over hans kunnen. Så skriver han, at han snart vender tilbage. Og når han gør det, er det på et højere videns niveau.
Fordi lønnen er lav, og fordi hans vilje til at blive dygtigere er høj, er der gået koks i vores forhandlinger. Vi prutter forkert om prisen. Han fortæller mig, at det vil koste 75 dollar, men jeg svarer at jeg vil give 85, mens jeg håber, at han ikke tænker, at jeg er en idiot. Håber at han fornemmer, at det handler om respekt for hans indsats.
Louie Dugaduga har jeg kun arbejdet sammen med ganske kort. Jeg valgte ham på grund af det rytmiske efternavn og fordi han havde hovedtelefoner i ørerne på sit profilbillede. Det gav mig mulighed for at forestille mig det levende lydinferno, han måske sidder midt i, mens han bakser med min hjemmeside: Børn der leger på gaden udenfor, skramlende lastbiler, småindustri i baggården, madlavning i rummet bagved, en håndværker der råber fra altanen ned til sin makker på gaden, vasketøj der blafrer i den varme og fugtige luft, Louis’ lillesøster som synger ind i en hårbørste, hans far, der forgæves forsøger at komme i kontakt med ham for at sende ham på markedet. Louie hører ikke noget, han har musik i ørerne og blikket fanget i en hjemmeside, der er så langt fra hans verden.
Meghna kalder mig “sir”, og vi arbejdede sammen en nat. Jeg havde travlt og måtte tage natten i brug, og jeg tænker at Meghna arbejder, når hun har mulighed for det. Måske sover hendes børn og hun har arbejdsro, når natten falder over Nadiad. Måske går min betaling til strøm, piller eller noget andet livsvigtigt. Men inden jeg gik i seng den nat forestillede jeg mig, at Meghna næste dag ville tage sine børn i hånden og gå ud af lejligheden. Til børnenes overraskelse ville hele familien træde ind i den fine bagerbutik på hjørnet af den store plads. Her ville hun bestille en æske af de hysteriske søde kager, der ikke består at ret meget andet end sukat. Hjemme igen ville hun lave thai og sammen ville de spise kager til det hviner i tænderne.
Ja jeg ved det godt. Virkeligheden er helt sikkert en ganske anden. Og det er min pointe faktisk også. Det handler slet ikke om, hvilke liv mine venner lever, men om at den digitale globalisering gennem hjemmesider som upwork.com bringer mennesker fra I- og U-lande sammen:
I samme sekund kontakten er skabt, følger den menneskelige relation med, og på sigt er det disse menneskelige relationer, der micro-skridt ad gangen, vil skabe en bedre verden. Tænk når hele verden bliver venner!