Hvad forestiller dette billede. Skiv dit bud i kommentarfeltet. Vi trækker lod om  DVDen “Bøj Hjernen” blandt de rigtige besvarelser.

Tag nu i fredags, hvor telefonen ringede, og Stig fra DK4 sagde:

“Kan du ikke tænke dig at tage et smut til Kitzbühel, for jeg har lige snakket med Hansi Hinterseer, og vil gerne tage en tur på pisten med dig og vores fotograf!”

Fire timer senere havde jeg bestilt billet, pakket skiudstyret (incl. mine nye Fischer Vacuum støvler), og så var jeg på vej.

Vi fik lavet et lille portræt på Kitzbühel og på Hansi. Det kommer  senere her på siden og i forbindelse med nogle mere omfattende skiprogrammer på DK4.

Kan han så stadig stå på ski?

Det er jo helt tilbage i 1973 at Hansi – også dengang med flot hår – vandt den samlede world cup i Super G.

Jo da, det kører udemærket for ham på pisten. Og da jeg på et tidspunkt kom lidt for tæt på og kørte henover hans bagski, mistede han ikke balancen, men sendte et par østrigske eder bagud. Jeg hørte ikke alle ordene kun “nein”, “gott” og “däne”

Den smukke candiske freestyle skiløber Sarah Burke døde af sine kvæstelser efter et styrt under træningen, den 19 januar 2012

Sarah Burke styrtede i bunden af en super pipe ( en særlig stor halfpipe) og fik på grund af styrtet et hjertestop. Den canadiske skiløber blev hasteindlagt på et hospital i Utah, men det var ikke muligt at redde hende. Sarah Burke blev blot 29 år gammel.

Sarha Burke nåede at blive vinder af det store freestyle mesterskab, X-Games 4 gange og vil hun blive husket som en af skisportens helt store personligheder.

Husk at passe på de store kickers og i super pipen derude!

HD Hero2

Med det nye GoPro HD Hero2 kamera, er det blevet superlet at lave de fedeste videoer. Og så koster det næsten ingenting.

Da jeg for 15 år siden begyndte at lave ski-programmer brugte vi omkring 600.000 kroner på bare at leje kamera-udstyr. Udstyr som var tungt, besværligt og næsten umuligt at fragte rundt i bjergene. Derfor er den en bittersød fornemmelse at sidde med et HD kamera, der ikke  ikke fylder noget, ikke koster noget, og ikke er besværligt at bruge.

Når jeg betragter alt det tilbehør, som gør det muligt at spænde kameraet fast på cykler, fly, snowboards, hjelme, skistave, støvler, ben, hunde og alt muligt andet – tænker jeg tilbage på alle de gange vi har smadret både ski, hjelme og kameraer i håbløse forsøg på at lave interessante billeder fra nye vinkler…. og nu kan alle gøre det for 3-4.000 kroner.

Bitter? Nej jeg er ikke bitter. Jeg er bare født for tidligt!

Jeg har lige været én dag på ski i Østrig – faktisk sammen med Hansi Hinterseer, men det er en anden historie, som I nok skal få ved lejlighed – og der fik jeg lejlighed til at teste kameraet i en halv times tid. Her mine første indtryk.

Det gode:

Det er superlet at betjene. Der er uanede muligheder for at spænde det fast de sygeste steder. Der er forbavsende god lyd i det. Det tegner rigtig rigtig flot. Der er super muligheder for at lave rigtig flotte super-slow optagelser.

Det lidt mindre gode:

Der er tale om en meget widet optik. Billedet er ganske fortegnet, og horisonten nærmest rund. Dog findes der tre forskellige indstillinger, så man er faktisk selv herre over, hvor widet man vil have det. Jeg havde svært ved finde ud af, at slukke kameraet efter at have gennemset optagelser via den lille skærm, som kan købes som ekstraudstyr. Skærmen fungerede heller ikke optimalt. De monterings plader, som kan sættes fast på skiene har det med at falde af. Skal kameraet holde til eksempelvis pukelkørsel, så skal de skrues fast i skiene.

Her får I lige tre klip, som dels viser billedet, når kameraet er spændt fast på henholdsvis hjelmen og brystet, samt en klip hvor lysforholdene varierer.  Jeg fortsætter testen i næste uge…

Her et par klip til. Det første klip for at du kan fornemme, at den indbyggede mikrofon faktisk virker (også selv om der er en sneplov, der larmer i baggrunden). Så en optagelse hvor kameraet optager med 48 frames i sekundet, og så en med standard 30 frames i sekundet. Kvalitetsforskellen er tydelig – så skidt med at det fylder lidt mere. Sæt kameraet til 48 frames.

Du kan placere kameraet de vildeste steder, men der er grænser for hvad mountet kan holde til.

Du kan læse mere om Go Pro på www.gopro.com

DVD med øvelser og gode råd til eksperter, begyndere og folk der hader at stå på ski

Og det der pladderhumanistiskefællesskabshalløj med at den samme person ikke kan vinde to gange, det bruger vi ikke her. For min skyld kan den samme person vinde hver eneste dag.

Her vinderne

13 januar: Martin (fordi han var den første der kommenterede)

14 januar: Nicolai (fordi han delte interessant info om wi-fi og ski-line system i Wagrain)

15 januar: Jock Iuel (om Avoriaz)

16 januar: Steen Hoeck (om lydbøger)

17 januar: Bo (om skiløbets historie)

18 januar: Stinne (om Kitzbühel)

19 januar: Morten (for bl.a. Alpe d`Huez og Sølden)

20 januar: Henrik Marnø (om  videoen Seler til Børn)

21 januar: Benjamin L.B. Petersen (om at købe skistøvler)

22 januar: Andre Berger (om Trysil)

23 januar: Claus (om Keld Heick)

24 januar: Mads Skinbjerg (om Livigno)

25 januar: To vindere i dag: Anders og Hornstrup-Hansen diskuterede priser (om Spindleruv Mlyn)

26 januar: Jonas Glarborg (om Hemsedal og om længden på videoerne)

27 januar: Michael B.S. Kristensen (for et utidigt spørgsmål om hvordan jeg så ud for 30 år siden)

28 januar: Kuno (om pistens forskellige typer)

29 januar: Bent Dagelykke (om Bad Gastein)

30 januar: Heidi (om handicappede på ski)

31 januar: Jan (om Sølden)

En fodformet skistøvle

Det er Fischer der står bag opfindelsen, og Leo som sælger Fischer skiudstyr er naturligvis helt vild med opfindelsen. Man plejer nu godt at kunne stole på, hvad han siger – så der er nok noget om snakken.

Her på uhrskov.dk tester vi støvlerne, og om mindre end 14  dage har vi et resultat af testen.

Noget tyder på, at Fischer rent faktisk har ramt rigtigt med det nye støvlesystem. Det er nemlig stort set umuligt at opdrive støvlerne. De er udsolgt over det meste af Europa – og her troede vi lige, at der var krise.

Mere om Fischer Vacuum Fit støvlerne om kort tid.

For lige præcis 30 år siden (1982) modtog  jeg ved en fin ceremoni et rødt stofmærke, hvorpå der med guldbogstaver var broderet ordet “Ski instruktør”.

Mærket fik en fremtrædende plads på trøjen, man var vel lidt stolt

Jeg var naturligvis pavestolt, men hvad jeg ikke vidste var, at min skilærer eksamen samtidig markerede begyndelsen på en efterhånden ganske lang rejse. I mange  de 30 år, der er gået siden, har en stor del af mit arbejde drejet sig om skiferie og skiløb. Min passion og min hobby er på mange måder også blevet mit arbejde.

Selv om skiløb i dag handler om præcis det samme som i 1982, nemlig at løbe fra højre til venstre og fra venstre mod højre, og tilbage igen, så har skiløbet udviklet sig eksplosivt i tiden siden 82. Og heldigvis for det.

Eksplosionen har primært været mental!

Ganske vist har både tøj og udstyr  ændret sig meget på 30 år, men den helt store udvikling ligger i den måde vi opfatter skiløb på.

Tidligere var skiløb noget man skulle lære. Noget man enten var god eller dårlig til. Og var man dårlig, skulle man hjælpes af en person med rødt mærke på brystet. Skiløb var så at sige et problem, der skulle løses. Og vi, der var eksperter, kom ilende med løsningerne: Pedalsving, omstigningssving, klappeplov og hvad ved jeg.

Men pludselig dukkede snowboarderne op og ville noget andet. De ville simpelthen bare have det sjovt, og de gad ikke lytte til nogen som helst autoriteter. Og da slet ikke en skilærer. Deres uafsluttede pubertetsoprør mod forældrene blev udvidet til også at omfatte skiskole-autoriteter.

Rundt på aftersski-barerne bekræftede skilærer hinanden i at snowboarderne var nogle klaphatte. De kørte for stærkt, for vildt og så scorede de piger med en irriterende lethed, som bestemt ikke gjorde det lettere at acceptere deres tilstedeværelse.

Men snowboarderne havde faktisk fat i noget rigtigt. De gjorde det nemlig klart, at det faktisk var muligt at føle glæde og overskud efter bare 5 minutter i sneen – det behøvede ikke være svært. De tog afstand fra teoretisk undervisning og kedelige øvelser. De var som små børn, der ikke gad vente på gevinsten. De ville have det sjovt – lige nu.

Efter et par år indså skifabrikkerne, at de blev nødt til at lave ski, der var lige så lette at løbe på, som snowboards var det. Og det var netop ønsket om at gøre det let at lære at stå på ski, der var motivation bag opfindelsen af carvingski.

Da man i slutningen af 90erne faktisk var begyndt at bruge forskellige kunststoffer i ski-produktion, var det kun et spørgsmål om tid, før den uundgåelige opfindelse kunne købes i butikkerne: En ski, som var let at få til at dreje. Carvingskien.

Endelig kunne selv begyndere få umiddelbar succes. Der gik ikke længere både to og tre uger inden de røde og sorte pister var indenfor rækkevidde. Og skiene revolutionerede både skiundervisningen og skiløbet. Pludselig blev det mere interessant at snakke om “sjovt” fremfor at snakke om “rigtigt” og “teknik”.

Og det er her, vi er i dag. Når jeg ser tilbage på de sidste 30 års skiløb, ser jeg en klar og vidunderlig bevægelse i retning af mere glæde og mindre korrekthed. Skiløbet er blevet lettere, sjovere og indeholder ikke mange løftede ekspert-pegefingre. Skiløbet er blevet mere frigjort, mindre dogmatisk – og langt mere barnligt!

.. så der er ingen tid at spille: Kast dig ud i sneen og kluk-le, som du gjorde dengang du var barn!

Apropo barnligt: Da vi havde været til den afsluttende skilærer-eksamen smed jeg og mine holdkammerater alt tøjet og demonstrerede hvad vi dengang kaldte "frit skiløb"

Stjernestund nummer 1:
Sneen havde væltet ned i halvandet døgn. St. Anton var nærmest begravet. Kæmpemæssige gummigeder hældte det ene enorme læs sne ned i floden efter det andet. Uden nævneværdig effekt. Alt var begravet i flere meter puddersne. Det var kun den nederste kabinelift, der ifølge morgenvejrmeldingen i lokalradioen ville åbne. Og faktisk var det slet ikke vejr til at stå på ski i. Oppe på toppen stormede det, og her nede i dalen væltede sneen stadig ned. Man kunne dårligt se mere end én meter frem.

Alligevel stod vi dér. En lille gruppe skiløbere, allerede med 5-7 centimeter sne ovenpå vores huer og hjlme, og ventede på at liften skulle åbne. Mere af refleks, end af troen på at dette kunne gå hen og blive en fantastisk skidag. Så gik døren op, og vi mosede ind i kabinen. På vej op kikkede vi søgende på hinanden, med et vi-skulle-nok-være-blevet-hjemme udtryk i ansigterne. Der var ingen af os, der sagde det højt, men jeg tror, at vi alle fortrød.. Vinden hylede, peb og rykkede i kabinen, der hoppede, dansede og bankede ind i masterne på vej op. Øv.

Så stod vi i sneen udenfor mellemstationen. Vi sagde ingenting, for det var umuligt at høre noget alligevel. Det ville være omsonst at køre ned af pisten, som lå åben for stormen. Desuden ville vi næppe kunne finde vej. Så var det at Søren, der som tidligere guide i området var stedkendt, vinkede til os, drejede rundt og forsvandt ud over en uhyggelig kant. Vi krabbede os hen til, hvad vi opfattede som afgrunden, og kikkede direkte ned i trækronerne fra en tæt, tæt granskov. Gennem vindens hylen kunne vi høre Søren skrige. Ikke af smerte, men af noget, der lød som glæde. En efter en lod vi os dumpe ud over skrænten (der ikke var så slem, som den så ud til). og efter et par lange sekunder med sne i ansigtet, stod vi pludselig samlet i en skov, så tæt, at det virkede som om, der var tag over. Vinden kunne vi knap nok høre, og for fødderne af os lå der metervis af den letteste puddersne kan finde (i al fald i Europa). Turen ned gennem skoven var stejl. Rigtig stejl. Skovens stilhed blev brudt syv gange samtidig. Alle sammen satte vi i gang akkompagneret af hver vores jubelskrig. Vi fløj afsted, nedad, nedad ind og ud mellem træerne – og vi stoppede kun, når ben- og juble-muskler blev overophedet og krævede pause.

Selvfølgelig skete det, at jeg eller en af de andre mistede kontrollen, og bankede ind i et træ. Men med to meter nysne under (og delvis over) skiene, gjorde det intet. Den sne, vi skubbede foran os, virkede som naturens egen airbag. Et blødt puf, og en masse grin fra kammeraterne. Igen og igen tog vi turen op. Og pludselig var stormen på vores side. For hver gang vi kom ud fra mellemstationen var vores spor dækket til af stormen. Ingen kunne se, hvor vi havde kørt. Vi havde den hemmelige skov for os selv. Vi jublede, grinede og havde det som var vi børnehavebørn, der leger hule for første gang. Vores hule var bare én kilometer lang, stejl og fyldt med vidunderlig sne. Jeg mindes ikke at vi spiste frokost den dag. Vi kørte bare op og ned, som syv lalleglade yo-yo`er. Og hver gang vi stod i kabineliften på vej mod en ny tur, forsøgte vi at finde ny superlativer, der kunne dække vores glæde.

Hvis oplevelsen skal have en konklusion, må den være som følger: Det behøver ikke være postkortvejr, for at skiferien bliver vellykket. Selv storm, tåge og snevejr kan rumme muligheden for fantastiske skioplevelser. Eneste krav: Tag ikke på stormfuldt off-pist skiløb uden godt tøj og gode venner. Især det sidste er vigtig – både for glæden og for sikkerheden.

Stjernestund nummer 2:
For 20 år siden. Dengang mit temperament og mine lårmuskler var anderledes letantændeligt, elskede jeg at stå på ski i pukler. Det gør jeg sådan set stadigvæk, jeg er bare blevet lidt mere forsigtig. Dengang i midten af 80´erne led jeg af den ungdommelige og vestlige vrangforestilling, at kvantitet var at foretrække frem for kvalitet. Det betød, at jeg konstant for op og ned at pisterne. Ofte spiste jeg min frokost i liften, for på den måde at presse én eller to ekstra ture ud af skidagen. Selv om jeg arbejdede som skilærer, og stod på ski dag efter dag, kunne jeg ikke få nok. Men så var det jeg mødte Bjørn. En underlig kantet mand, der mente at vi alle sammen havde levet før, han var på fornavn med stjernerne (altså dem oppe i himlen), han dyrkede chai-chi på hotelværelset, og han påstod, at jeg med fordel burde lære at “være mere tilstede i situationen”.
Jeg smilede, men mente at det var noget forvrøvlet sludder. Skiløb og meditation har aldrig haft noget med hinanden af gøre, tænkte jeg. Og så tænkte jeg for øvrigt ikke mere over det.

Næste dag var lørdag, og jeg havde fri. Som altid stod jeg og trippede ved liften, og ventede på at den skulle åbne, så jeg kunne tilbringe dagen på min favorit pukkelpiste.
Det var en perfekt dag. Solen var alene på den blå himmel, sneen var let, temperaturen på minus tre gader, og pukkelpisten for mine fødder var, som altid på en lørdag, halvtom. Det kildede over hele kroppen, da jeg satte i gang. Og på denne lørdag morgen for cirka 20 år siden løb jeg mit livs løb. I høj fart, skiftevis bankede og dansede jeg ned over puklerne. Jeg blev (selv om det måske lyder dumt) til en del af bjerget. Rytmen kom indefra. Jeg tænke ikke, men lod min krop gøre arbejdet. Det var som om, jeg var udenfor mig selv. Bare hang i luften og betragtede mig selv stå på ski. Der var ingen andre på pisten – men for en gang skyld, var jeg fuldstændig ligeglad med det manglende publikum.

Da jeg stod og snappede efter vejret et par hundrede meter længere nede, var jeg nærmest i ekstase. Min første indskydelse var naturligvis at tage op og få en tur til, men jeg gjorde det ikke. Måske var det Bjørn og hans megen snak om meditation, der gjorde udslaget, men uden rigtig at ville det, pegede jeg skispidserne ned i dalen mod den nærmeste restaurant. Dér sad jeg så og spyttede i en cafe au lait i flere timer. Alt i mens jeg med lukkede øjne igen og igen oplevede min tur ned over puklerne. Og det var netop det faktum, at jeg ikke straks drønede op igen, der gjorde den skioplevelse til en af de helt store i mit efterhånden lange skiliv.

I dag er jeg for længst blevet overbevist om, at alt skiløb foregår inde i hovedet, i hjertet eller i maven. Teknisk er det nemlig ikke svære at lære at stå på ski, end det er at lære at gå. Og det kan de fleste af os. For mig er konklusion på den skidag derfor, at jo mere man træner sig i at føle, fornemme og opleve det at stå på ski – jo større glæde vil man få af det. Dem, som kun tænker på at måle sig med andre, eller med sig selv, risikere at gå glip at de enorme glæder, der ligger gemt et eller andet sted inde under dine ski.
Hvis Du syns det lyder en smule for søgt, så prøv at huske på to situationer fra tidligere skiferier. Èn hvor du lige har skændes med konen, manden, kæresten eller ungerne, og så én hvor du af andre grunde har været glad og nærmest lykkelig. Jeg vil godt vædde en skistav på, at din teknik var meget bedre, den dag du var i godt humør. Derfor: Vil du blive bedre på ski, så glem alt om teknik, og koncentrer dig i stedet om at være glad og tilstede i situationen.

Sværere er det faktisk ikke.

Lad mig slå det fast med det samme: Det er en vildt overdrevet sammenligning! Men jeg fortsætter alligevel:

Da forfatteren bag “De sataniske vers” Salman Rushdie fik nedkaldte en religiøs dødsdom over sit syndige hoved, fordi han indirekte havde fornærmet muslimernes allerhelligste, var der mange danskere der rystede på hovedet og udbrød: “Tænk at nogle mennesker kan føle så stærkt, at de er villige til at slå en mand ihjel, bare fordi han har fornærmet deres gud! Godt vi ikke tænker sådan i vores del af verden.

Min holdning til skistavsstropper gjorde mig i en periode til jaget vildt

Da jeg for et år siden i TV2 fortalte seerne, at de med fordel kunne snitte stropperne af deres skistave, nedkaldte jeg størstedelen af de danske skilærers vrede over mig og min til tider højrøvede facon. Jeg står jævnligt ansigt til ansigt med vrede skilærere, der både er større og yngre end jeg. Jeg har måtte sande, at man hverken behøver at være muslim, fra fjernøsten eller specielt rabiat for at føle meget stærkt. Det kan vi også i vores del af verden. Og det endda over noget så harmløst som en skistav (med og uden strop).

Men hvem har så ret? Skal man snitte stroppen af sine stave, eller skal man bruge stavene som man altid har gjort?
Tillad mig at komme med en stribe faktuelle oplysninger. Læs dem, overvej dem, og træf derefter dit eget valg – sådan bør det være i både religion og skisport.

Et skadet ledbånd i tommelfingeren er den mest udbredte skiskade. Skaden opstår, når den åbne hånd rammer sneen med håndfladen først under styrt (tommelfingeren bliver vredet bagud), eller når håndfladen lander ovenpå staven (fingrene på begge sider af staven synker i sneen, hvilket betyder at ledbåndet strækkes unødigt henover staven). Den sidste af de to skadetyper kan undgås, hvis man undlader at bruge stropperne.

Den forskning der findes på området, gennemført bl.a. på Gentofte Amtssygehus, viser entydigt, at skader på hænderne kan nedbringes væsentligt, hvis man undlader at bruge skistavsstropperne.

Hvis man ikke bruger stroppen på sin skistav, risikerer man at tabe den, og skal derfor kravle op ad bjerget for at hente den.

Uden strop i staven, bliver man nødt til at holde en smule hårdere fast, hvilket kan tænde den energi, du har i kroppen, og på den måde gøre dit skiløb mere aktivt og dynamisk.

Stave uden strop giver mindre støtte, når du ved ultra kortsving, konkurrence eller sving på en meget, meget stejl piste har brug for at løfte dit tyngdepunkt opad.

Stave uden strop er sværere at finde, hvis de bliver væk i dybsne.

Bruger du ikke stropperne, undgår du besværet med at stå og fumle for at få dem rigtigt på, hver gang du har haft hanskerne af.

Der er altså – som i alle andre af livets store spørgsmål – tale om både fordele og ulemper. Et vidunderligt kompromis vil jo være at undlade at skære stropperne af, men også undlade at bruge stropperne, når man kører på pisten. Stropperne kan man så bruge, når man kører ekstreme kortsving, konkurrence, dybsne (men husk i tæt skov, må du ikke bruge stropperne, da staven kan hænge fast i grenene og rive din skulder af led), på en meget stejl piste eller når du stiller skiene i stativet udenfor restauranten.

Og så lige tilbage til Salman Rushdie. Sammenligningen var for extrem, men til gengæld bevirkede den, at du gav dig tid til at læse teksten her. Og det var præcis samme effekt jeg håbede at opnå, da jeg på TV sad og snittede i mine skistave. Synspunktet er mit – konklusionen er din!