Varm sne, billigt hotel, gammel foto og en gaveide
![]() |
|||||
|
|||||
|
Findes der en bedre dag at sende et nyhedsbrev ud på? Sneen høvler ned, det fryser 5 grader og alle går rundt med et lunt smil midt mellem de kolde røde kinder. Og hvis ikke politikerne i Bella Center kan finde ud af at fremtidssikre den stemning – så er de ikke deres opgave voksen. Dette nyhedsbrev handler om korte hotel-ophold i Østrig. Et gammelt fotografi. De nye medier. Og så den sædvanlige motivations-snak. Først hotellet i Østrig. Som mange uhrskov.dk brugere ved, har jeg ind imellem påstået at man ved at bruge 10 pct flere penge på indkvartering, får man ofte 50 pct. bedre service, mad og forkælelse. Den påstand er altså rigtig. Og i lavsæsonen er der endnu mere at hente. Der er mange muligheder – her får du et eksempel: Tre dage på 4-stjernes hotel, med øko-morgenmad, eftermiddagskage og fire retter om aftenen. 2.000 kroner. Hotellet ligger i Obertauern og hedder Hotel Enzian. Hotellet ligner mange andre gode hoteller, så her får du istedet et billede af det sidste du ser inden du går i seng.Har du firmabil (og dermed benzinkort), eller er I fire i bilen, så kan I få tre dage på ski for kun lidt over 1.000 kroner om dagen. Det er faktisk billigt – meget billigt. Normalt er tommelfingerreglen 2.000 kroner om dagen for en 3-dages skitur. Læs mere her. Varm sne I forbindelse med klima-top-mave-mødet tænkte jeg at jeg ville finde et billede fra Hintertux-gletscheren i Østrig, for at vise, at sneen faktisk har trukket sig tilbage siden starten af 80erne. I stedet fandt jeg det her billede. Og eftersom jeg selv er lige uden for billedrammen, syns jeg lige i skulle se det. Ikke fordi den globale opvarmning nu er så fremskreden, at man kan stå på ski kun iført handsker, men bare fordi…Historien er som følger: Året er 1983, juli måned. Jeg og seks andre unge mænd havde netop været til skilærer eksamen på Hintertux-gletscheren i Østrig. Det var gået godt, og vi var temmelig høje i hatten (det hed det dengang!). I dag ville man kalde os ”selvfede”. Mens vi gik rundt og blærede os, fik vi at vide, at alle skulle samle sig nede ved mellemstationen for vores undervisere og censor ville lave en lille opvisning med synkronkørsel. Vi følte at de stjal af vores 15-minutters berømmelse. Det her var vores dag, ikke deres. ”Det skal være løgn,” var der en af os, der fastslog. Jeg vil ikke fortælle hvem det var. Vi tog liften til toppen, smed tøjet i et par tasker. Og to minutter før vores undervisere og censor kørte synkront ned af bjerget, kørte vi hujende og splitternøgne i forvejen. Resultatet var som vi håbede. Udover at vi modtog et vist bifald af de ventende ved mellemstationen, da vi ankom nøgne, kolde og én med hudafskrabninger på ballerne, så blev vores undervisere og censor mødt med lange og højlydte buh-råb, da de udvidende om vores ”show” kom svingende ned af bjerget. Morale: Stjæl aldrig opmærksomheden for en gruppe unge selvfede mænd i begyndelsen af tyverne. De vil gøre alt for at få den tilbage! Idag står jeg ikke længere på ski uden tøj - men sidste år gjorde jeg noget, der var lige så koldt: Se sidst i dette lille klip. Nye medier Er det ikke ind imellem sådan, at der kommer flere og flere medier, men mindre og mindre indhold ? Man kan Twitte, facebooke, skype, og youtube til hinanden, men det slår mig, at det vi siger til hinanden ind imellem er ret uinteressant. ”Hvad laver du?”, står der i SMSen ”Jeg er på toilettet”, bliver der svaret. ”Det er jeg også", kommer det tilbage. Hør engang! Det har jeg ikke behov for at vide. Og fascinationen ved at kunne multitaske på toilettet er bestemt til at overse. ![]() Til gengæld er de sociale medier ganske fortræffelige til deling af interesant information. Og jeg vil lige benytte lejligheden til at gøre reklame for min nye side på facebook. Hvis du klikker dig på som fan (åndsvagt ord, men det er ikke mig, der har valgt det), så vil du også her få info om sne, ski og skiferie samt de nyeste videoer. Og vigtigst af alt – du kan sende noget den anden vej! Men ingen toilet-beskeder, tak! Apropos jul Har du købt alle julegaverne? Hvis du mangler ideer, tja, så kunne du jo kikke her i min shop. Motivation Du ved godt, at du bør være godt i gang med skitræningen, ikke? Jo, det gør du og jeg behøver ikke sige mere. Men jeg vil gode lige komme med et fif, der handler om slik, kager, fedt, snaps, gløgg, brunkager og alt det andet, der hører julen til. Det er ofte rigtigt svært ikke at kaste sig over marcipan, flæskesvær og alt det andet, som kroppen ikke har godt af, men som appetitten elsker. Det er simpelthen svært at sige nej. Det er dog min oplevelse, at jo mere motion jeg dyrker, jo lettere er det at sige nej til de usunde ting. Ikke at man ikke er sulten, for det bliver man jo af fysisk aktivitet. Men fysisk aktivitet får kroppen til at kræve den næring, som den rent faktisk har godt af, og ikke den, som appetitten drømmer om. Ergo: Inden programmet står på julesul, konfekt-fremstilling eller kagebagning, så tag en tur på kondicyklen, løb en tur i sneen eller lav nogle konditions- og smidighedsøvelser på gulvet i stuen - eventuelt nogle elektroniske. Og hav så en forrygende hvid jul Mange gode hilsner Thomas Uhrskov |
|||||
|
Udsendt fredag den 18. december, 2009
















I stedet fandt jeg det her billede. Og eftersom jeg selv er lige uden for billedrammen, syns jeg lige i skulle se det. Ikke fordi den globale opvarmning nu er så fremskreden, at man kan stå på ski kun iført handsker, men bare fordi…