Det er det evindelige spørgsmål, og selv efter tre børn og utallige skiskolehold han jeg godt selv komme lidt i tvivl. Men ro på, det der med længden betyder ikke så meget, som man tror. I al fald når det kommer til ski.
I weekenden fik jeg en mail fra Thyge, hvor i han efterlyste lidt info og dette evige emne. Derfor får han – og I andre – den lille gennemgang.
Her til morgen gennemlevede du helt uden at vide det skiløbertesten
Mulighed 1:
Da du trådte ud af døren og mærkede nattefrosten, eksploderede din hjerne og dit hoved blev fyldt med ord og begreber som “powderskiing”, “stolelift”, “afterskiing”, “goggles”, “plovsving”, “gore-tex membraner” og “sidecut”
Mulighed 2:
Da du trådte ud af døren og mærkede nattefrosten, skuttede du dig, rynkede på næsen og drømte om at være med i Paradise Hotel, hvor du i 30 graders varme kan få lov til at drikke dig fuld sammen med smukke, nøgne mennesker, der har flere tatoveringer end hjerneceller.
Passer mulighed 1 bedst på dig, så kan du glæde dig over at være skiløber helt ind i sjælen. Tillykke – det bliver en fantastisk vinter.
Er du derimod en 2´er, så er der kun en ting at sige. Du går en mørk, mørk tid i møde, så husk at forny dit tv-abonnement.
… uanset hvilken type du er: Nyd denne flotte frostklare dag!
Jeg tror ikke, at denne uge har været speciel – men så alligevel.
Det kan godt være, at alt er, som det plejer – men måske alligevel ikke.
Folk opfører sig normal – men det virker bare ikke sådan.
Det hele er nok bare et tilfældigt resultat af en tilfældig tanke, som helt tilfældigt slog sig ned i mit hoved og gjorde dagens tilfældigheder til et mønster i tilværelsen.
Tanken er egentlig ganske enkel og består kun af seks ord samlet i sætningen: Verden er fuld af gode mennesker.
De første par dage opdagende jeg slet ikke, at tanken havde slået sig ned, men tanker virker, også selv om man ikke tænker dem højt. Så dag for dag blev jeg bekræftet i tanken.
Mandag havde jeg tid hos Marianne, kirurgen som opererede min skulder. Hendes faglighed, smil og indlevende behandling af hendes patienter, fik selv latinske dignoser til at fremstå som høfligheder. På vej ud passerede jeg en patient på krykker på vej ind. Vores nik og korte smil var en fælles bekræftelse på at inde på stue 4 holdt et af de gode mennesker til.
Tirsdag morgen talte jeg i telefon med Mads, en erhvervsmand som har besluttet at bruge rigtig meget tid og endnu flere penge, på at hjælpe 16 tilfældigt udvalgte unge til en bedre start i livet. Lektiehjælp, vandreture, skiløb og bjergbestigning skal gøre dem bedre til at lede dem selv og andre. Da samtalen var slut var det enten mig eller min tanke, der fastslog, at her var der også tale om et af de gode mennesker.
Tirsdag aften var jeg med i en live-udsendelse fjernsynet, hvor Sonny, en glad fyr fra Fyn, havde jobbet med at styre parabol, kabler, sendevogn og al det teknik vi andre slet ikke forstår. Han havde tydeligvis besluttet sig for yderligere én arbejdsopgave, nemlig at skabe den bedst tænkelig stemning omkring settet – nok fordi han slet ikke kan lade være. Da jeg kørte hjem sprællede tanken og slog fast, at her var endnu en af de gode.
Onsdag morgen var jeg og to venner til møde med Toke, en ildsjæl og iværksætter, som havde tilbudt at hjælpe os med et projekt, vi har arbejdet på i nogle år. Måske bliver det et forretnings-samarbejde, måske ikke. Men uden tanke for eventuel personlig vinding, lænede han sig i over bordet og engagerede sig. Da vi forlod hans kontor af en umådelig skæv vindeltrappe, var jeg ikke i tvivl om min tanke, for den blev ved med at gøre opmærksom på sig selv. Se der, sagde den, endnu én.
Torsdag gik det hele op for mig, da jeg sad og baksede med min hjemmeside. Der manglede nogle videoer, teksten under videoer skulle laves grå og søge funktionen optimeres. Pludselig faldt jeg over en privat video, som jeg havde lavet sammen med min gamle ven og fotograf Klaus. Videoen skulle sendes til Frank, som havde lånt mig en bunke ski. Jeg blev ved med at se videoen igen og igen. Ikke fordi den er interessant, sjov eller god, men fordi Klaus er i billedet. Klaus døde i sommers, og jeg savner ham. For Klaus var i særklasse et af de gode mennesker. Han omfavnede livet, interesserede sig for sine medmennesker, havde holdninger og kunne, som filmen viser, blive helt vild af glæde, blot fordi han fik lov at prøve et par nye ski.
Den næste tanke har allerede slået sig ned: Lad os smittes af de gode mennesker, for der er heldigvis masser af dem.
Psykologer, mentorer, forældre, ægtefæller, kærester og alle de andre, som vil os det godt, påstår, at vi er unikke og helt specielle.
– Der er ingen som dig, siger de. Men det passer ikke.
Det er ikke 24 timer siden, at de fleste af os førte bevist for påstanden: Vi er som lemminger!
Bevis 1:
I fire dage op til snevejret, stod landets meteorologer på skulderne af hinanden for at fortælle os, at nu bliver det snestorm. Forbered jer nu! Skift til vinterdæk!
Gjorde vi det? Næ, ikke ret mange! Men mandag morgen skulle du være heldig at finde en kø på under 20 foran landets dækcentre.
Bevis 2:
I annoncer på nettet, på TV, på busser og i aviser har ski-rejsebureauerne stået på skuldrene af hinanden for at fortælle os, at du skal bestille din skiferie nu, hvis du selv vil kunne bestemme, hvor du vil hen.
Gjorde vi det? Nogle, men ikke mange, for det har været for varmt. Men mandag morgen ringede telefonerne sig hæse, nettet blafrede og rejsekonsulenterne fik hypertravlt.
Det er ikke en påstand. Jeg så selv køerne til bilværkstederne og Tina fra Danski fortalte mig i går aftes, at de i går havde 35 pct. flere henvendelser end normalt.
Ergo vi er som lemminger. Spørgsmålet er nu, om vi skal være kede af det?
Nej, heldigvis ikke. Lemmingerne i Nordøstgrønland stortrives nemlig om vinteren. De bygger lange gange under sneen, indretter hyggerum og fødestuer med mos og lav, og har generelt en fest. De spiser, sover og formere sig. Hvad mere kan man ønske?
Men når foråret smelter sneen, bliver de kede af det, for så er de udsatte for polarræv og en fugl man kalder kjove. Tre ud af fire lemminger ender som ufrivillig føde.
Bevis 3:
Lemminger elsker sne, og hvis du også er en lille smule trist over, at sneen er på vej til at forsvinde, har du det ligesom mange af os andre. Sneen lyser op og, bortset fra bil-uheldene, skaber den glæde. Min påstand er, at på trods af de trafikale udfordringer, så elsker de fleste af os sneen, for den vækker barnet i os.
Vi ligner hinanden rigtig meget – og er det egentlig ikke også ganske rart?
Claus Holms gullasch brænder – også når den kommer ind i munden. Som han selv siger: Den knalder sokkerne af!
Nogle mennesker er bare gode til at sprede hygge og god stemning – en af dem hedder Claus Holm og han er kok og vært i programmet GO’ appetit.
Fredag aften var jeg heldig at være gæst i programmet, og sammen lavede vi vores favorit ski-retter. Han stod for lyn-gullasch og jeg for den tunge franske tartiflette. Hold mund, hvor smagte det godt!
Hvis du har TV2 Play – kan du se programmet her.
Har du ikke TV2 Play – kan du få et gratis abonnement ved at sende en SMS til 1234 og skrive “Danski”, så får du et gratis abonnement frem til jul. Jeg syns du skal gøre det – for så kan du flere gange hver dag klikke dig frem til programmerne TO PÅ SKI, og du må se dem lige så mange gange du vil.
Alt det gode: ost, bacon, hvidvin, creme fraiche, mere ost, løg, kartofler, muskat – og så lidt mere ost
… åh ja opskrifterne, dem finder du her.
I går var jeg i Go’ aften Danmark hos min gamle ven og kollega Jes Dorph-Petersen. Det var meningen, at vi skulle tale om de nye ski-programmer, som i øjeblikket vises på TV2 Fri. Men pludselig sagde Jes:
Du kunne jo egentlig have endt med at lave noget helt andet – prøv lige at se her!
Og så viste han (til min store overraskelse) et 20 år gammelt klip fra TV2 Nyhederne. Det var dengang, jeg en kort overgang var studievært på Nyhederne. Den gang der var krig i Bosnien, og den gang man gik i væg-til-væg jakker. Hold op hvor er det dog længe siden!
Vi havde derefter en kort snak om, hvordan mit liv mon ville have formet sig, hvis jeg var blevet i nyhedsværtsrollen. Men det var en snak på TV og derfor en ganske kort snak. Jeg nåede at sige, at jeg helt sikkert ville have været lige så glad for at være blevet nyhedsvært, som jeg har været for at være “ham i den gule jakke”.
Da jeg kom hjem, kom jeg til at tænke på Dan Gilbert, som er professor i psykologi. Han har undersøgt, hvad der gør os lykkelige, og han har ført bevis for, at vores lykke-niveau er temmelig uafhængig af, hvad der sker i vores liv. Det er provokerende, når han hævder, at vores lykkefølelse er den samme, uanset om vi vinder i lotto eller bliver lammede efter en bilulykke. Men der er nogle vigtige pointer i hans undersøgelser.
Lytter man til Dan Gilbert, lærer man at holde op med at sige, hvis bare jeg havde xxx, så havde mit liv været meget bedre, for så….
Da jeg kørte hjem fra Go’ aften studiet kunne jeg naturligvis ikke lade være med at tænke på, spørgsmålet fra Jes: Hvordan mit liv mon havde været, hvis jeg var blevet i den brede jakke og havde brugt min og din tid på at fortælle om folketingsvalg, hungersnød, rumrejser og slagtede giraffer.
Min konklusion blev, at det nok også havde været sjovt – men jeg havde næppe haft 5-7 gule ski-jakker hængende i kælderen !
Se indslaget fra Go’ Aften her. Hvis du ikke har et TV2-play abonnement, skal du sende en sms til 1234, hvor du skriver “DANSKI”, så får du en gratis abnonnement i to måneder.
Se Dan Gilberts meget interessant indlæg om psykologisk immunforsvar og syntetisk lykke her.
Det her er lidt sjovt, for jeg burde egentlig have vidst det. Når alt kommer til alt, har jeg jo været journalist i 30 år. Jeg kender gamet.
Så da journalisten fra Her&Nu spurgte mig om det stadig gjorde ondt i min skulder, svarede jeg hvad sandt er, kun når jeg løfter den højt over hovedet. Derefter havde vi en god snak om skaden og det efterfølgende træningsforløb, og her har jeg givetvis sagt det ord, der kom til at danne grundlag for den lidt voldsomme overskrift.
Jeg kommer til at lide med skaden i al fald ét år endnu.
Derfor kan jeg ikke hævde, at overskriften Jeg lider stadig er opdigtet, men sandfærdig er den altså heller ikke. Jeg går ikke rundt og lider – og jeg håber også at man kan se, at jeg smiler.
Da jeg læste bladet, kom jeg små grinende til at tænke på Uffe Ellemann hund.
Ifølge venstrefolk, som elsker at fortælle historien, tabte Uffe det sikre folketingsvalg på grund af en manglende taxa, en snu journalist fra Ekstrabladet og Uffes hund. Her hvad der (ifølge venstrefolk) skete:
Aftenen før valgdagen: Sidste valgmøde blev afholdt på Holmen. Der er mange mennesker – og ganske få taxa`er. Uffe Ellemann står og venter, da en journalist og en fotograf fra Ekstra Bladet ruller vinduet ned og tilbyder at køre ham hjem til Hellerup. Uffe siger ja tak og hopper ind. På vejen falder talen på Uffes hund. Hvor er den henne? spørger journalisten. Uffe svarer i overensstemmelse med sandheden:
Den er hjemme!
Da de tre kort efter triller op foran Uffes hoveddør tilbyder han de to en øl, som tak. De takker ja, men siger, at de foretrækker whisky. Siddende i stuen med hver deres glas whisky spørger fotografen om han lige må tage et enkelt billede – nu hvor valgkampen er ovre. Uffe siger ja.
Resten er historie. Valg-forskere og spin-doktorer mener, at Ekstra Bladets forside på valgdagen med en whisky-drikkende venstreforman, som siger “Den er hjemme”, virkede så arogant, at den flyttede nok stemmer til at, det der lignede et sikkert valg, endte som et nederlag.
Jeg ved ikke om historien passer. Men den er god!
Som ung journalist på Berlingske Tidende delte jeg kontor med Jens Olaf Jersild. En dag fik han en monster-skideballe, fordi han havde stavet den konservative partiformand Poul Schlüters navn forkert. Jersilds reaktion var skøn. Som svar på skideballen sagde han smilende: Når jeg nu skulle stave et navn forkert, var det da meget sjovt, at det lige var Schlüters.
Sådan har jeg det også med Her&Nu – for i teksten over overskriften er Uhrskov blevet til Uhrshov!. Skal mit navn staves forkert, er det da den bedste måde man kan gøre det på. Vi har kun det shov – vi selv laver!
Thomas Uhrskov fortæller her i interviewet bl.a. om succeser og fiaskoer. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Af Thue Ahrenkilde Holm,
Danmarks mest kendte skiløber er klar med en ny sæson af ski-programmer på TV2 Fri. Her fortæller han om at have sin hobby som arbejde, om Ernest Hemingway og om gerne at ville råbe lidt mindre.
Hvordan kommer den nye »På Ski 2,0«-serie til at adskille sig fra de forrige tre sæsoner for TV2 og den ene for DK4?
»På mange måder. Jeg har først og fremmest fået mig en »lærling«, altså en medvært. Han hedder Rasmus DJ, er freestyleskiløber og sindssygt dygtig og sympatisk, så jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde sammen med ham. Derudover bliver programmerne opgraderet på den tekniske og visuelle side, og vi kommer blandt andet til at bruge droner rigtig meget. Og så har skiverdenen i det hele taget ændret sig meget, siden de første programmer blev sendt for 17 år siden. Tilbage i 1980erne og 90erne handlede det først og fremmest om at se godt ud og gøre tingene rigtigt, mens vi nu er blevet mange flere, der mener, at skiløb jo grundlæggende bare handler om at have det sjovt.«
Har det ændret dit forhold til den leg, som det jo er at stå på ski, at skiløbet også er blevet arbejde for dig?
»Det er altid små-farligt at gøre sin hobby til sit arbejde, men til gengæld har jeg så bare et arbejde, jeg virkelig godt kan lide. Indimellem kan jeg da godt mærke forskel på dengang, jeg bare tog på skiferie, og så nu. Mest når jeg ser, hvordan andre mennesker slet ikke har noget, de skal nå, i løbet af en skiferiedag. Selv når min familie i år skal til Østrig og stå på ski – det har de jo måttet lære – skal vi filme til de nye programmer.«
Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?
»Min evne til at blive engageret og ofte begejstret har jeg altid været ganske godt tilfreds med. Men efterhånden, som jeg er blevet ældre, har jeg lært at værdsætte min evne til at lytte til folk og lære af dem, der er klogere end jeg – og dem er der en del af …«
Hvis du kunne ændre noget ved dig selv, hvad ville det så være?
»Hvorfor siger du »hvis«? Det spørgsmål rummer en stor misforståelse, for naturligvis kan du ændre på dig selv. Det forsøger jeg hele tiden, alt andet ville jo antyde, at man går rundt og tror, man er perfekt. Jeg ville råbe mindre, være mindre kontrolfreak og have lidt mindre utålmodighed.«
Hvad har været dit livs længste minutter?
»Det ved jeg ikke! Men de længste sekunder var, da jeg i tæt snevejr røg ud over en bjergvæg i St. Anton. Der gik et par sekunder, inden jeg landede på et udhæng ti meter længere nede. De længste timer var, da min dengang toårige datter skulle opereres i fingeren. Små børn og fuld narkose kan slå benene væk under enhver forælder.«
Hvem er din største helt?
»Skrivemæssigt er det Ernest Hemingway. Han kunne med helt simple ord beskrive livets allerstørste spørgsmål. Og som journalist skal man jo være fan af ham. Menneskeligt er det min hustru. Hun kan bare alt!«
Hvad ser du som din største succes?
»At jeg har en familie, som holder af mig. Og at jeg rent faktisk lever det liv, som jeg gerne vil. Faktisk er der ikke tale om to forskellige ting, for jeg tror, at ens familie er forudsætningen for, at man kan leve det liv, man som ung drømte om.«
Hvad er din største fiasko?
»Jeg tror ikke, at jeg har haft fiaskoer. I alt fald kan jeg ikke huske nogen, og det er ret godt, for jeg er overbevist om, at alle tanker (også erindringer) materialiserer sig.«
Hvis du ikke var journalist og TV-vært, hvad ville du så være?
»Sanger eller præst! Jeg elsker at holde taler, men man kan kun holde en tale én gang. Sangere kan til gengæld optræde med den samme sang i 35 år. Præst, fordi gerningen er en slags professionaliseret medmenneske. Jeg tror, man udvikler smukke menneskelige egenskaber, hvis man bruger sit liv på at hjælpe andre i livets store spørgsmål.«
Hvad er den mest utiltalende tendens i tiden?
»At vi skærer barndommen, legen, det umiddelbart uproduktive og skæve væk. I ønsket om at lave en bedre folkeskole er man gået den totalt forkerte vej. Alle, der har gidet tænke sig om i mere end 20 minutter, ved, at det er spørgsmål, der udvikler. Vi slår børns medfødte kreativitet ihjel. Det er meget mere alvorligt, end vi er klar over.«
Hvad er det bedste, en person har sagt til dig?
»Er du klar over, hvor sur du nogle gange virker!?, sagde min kones veninde en dag til mig. Det gav mig noget af et skub, for så måtte jeg jo tage mig sammen.«
Hvornår føler du dig mest sexet?
»Må jeg svare i datid? For det var dengang, jeg var mellem 20 og 30 år – i alle ti år!«
Kilde: Q&A med Thomas Uhrskov – Personlig udvikling | www.b.dk
I løbet af kort tid, har jeg fået tre nye venner. Jeg har ganskevist betalt for dem, men alligevel føler jeg, at vi er kommet så tæt på hinanden, at jeg godt tør bruge ordet venner.
Jeg har lært dem at kende via en hjemmeside, der hedder upwork. Her kan man for en umådelig lav pris hyre freelancere over hele verden, og det har jeg gjort. De er, beskrevet med et mindre positivt ord: daglejere.
Mykola – har udviklet et lille skriveprogram, som gør det lettere at huske skriverådene fra min bog.
Louie – har hjulpet mig med at flytte min hjemmeside fra en internetadresse til en anden.
Meghna – har ren-tegnet mit firma-logo, som faktisk er mine forældres gamle logo.
Venner?
Hvorfor i al verden kalder jeg dem for venner? Jeg har jo blot hyret dem til en løn, som ville få den nye LO-formand til at rotere på talerstolen. Magen til et ulige venskab skal man helt til Stockholm-syndromet for at matche! Så hvorfor venner?
Fordi freelance-arbejde over nettet kræver tillid, afhængighed og respekt – fra begge sider. Og venskaber bygger jo netop på tillid, afhængighed og respekt.
I takt med at jeg og mine venner har udvekslet informationer, projekter, hemmelige internet-koder og arbejdsopgaver så er forestillingen om, hvilket liv mine venner lever, vokset. Jeg har ret beset kun deres navne, billeder og arbejds-beskedder at holde mig til, men jeg forestiller mig Mykola siddende i sin bestemors hus foran den hjemmeombyggede computer. Der er the på samovaren, som han drikker for at holde varmen.
Jeg ved ikke noget, men jeg syns at jeg kan fornemme en høflig og intens livsvilje i Mykolas beskedder. Den måde han forsøger at løse min computer-opgave på, aftvinger respekt. Ind imellem støder han på problemstillinger, som er over hans kunnen. Så skriver han, at han snart vender tilbage. Og når han gør det, er det på et højere videns niveau.
Fordi lønnen er lav, og fordi hans vilje til at blive dygtigere er høj, er der gået koks i vores forhandlinger. Vi prutter forkert om prisen. Han fortæller mig, at det vil koste 75 dollar, men jeg svarer at jeg vil give 85, mens jeg håber, at han ikke tænker, at jeg er en idiot. Håber at han fornemmer, at det handler om respekt for hans indsats.
Louie Dugaduga har jeg kun arbejdet sammen med ganske kort. Jeg valgte ham på grund af det rytmiske efternavn og fordi han havde hovedtelefoner i ørerne på sit profilbillede. Det gav mig mulighed for at forestille mig det levende lydinferno, han måske sidder midt i, mens han bakser med min hjemmeside: Børn der leger på gaden udenfor, skramlende lastbiler, småindustri i baggården, madlavning i rummet bagved, en håndværker der råber fra altanen ned til sin makker på gaden, vasketøj der blafrer i den varme og fugtige luft, Louis’ lillesøster som synger ind i en hårbørste, hans far, der forgæves forsøger at komme i kontakt med ham for at sende ham på markedet. Louie hører ikke noget, han har musik i ørerne og blikket fanget i en hjemmeside, der er så langt fra hans verden.
Meghna kalder mig “sir”, og vi arbejdede sammen en nat. Jeg havde travlt og måtte tage natten i brug, og jeg tænker at Meghna arbejder, når hun har mulighed for det. Måske sover hendes børn og hun har arbejdsro, når natten falder over Nadiad. Måske går min betaling til strøm, piller eller noget andet livsvigtigt. Men inden jeg gik i seng den nat forestillede jeg mig, at Meghna næste dag ville tage sine børn i hånden og gå ud af lejligheden. Til børnenes overraskelse ville hele familien træde ind i den fine bagerbutik på hjørnet af den store plads. Her ville hun bestille en æske af de hysteriske søde kager, der ikke består at ret meget andet end sukat. Hjemme igen ville hun lave thai og sammen ville de spise kager til det hviner i tænderne.
Ja jeg ved det godt. Virkeligheden er helt sikkert en ganske anden. Og det er min pointe faktisk også. Det handler slet ikke om, hvilke liv mine venner lever, men om at den digitale globalisering gennem hjemmesider som upwork.com bringer mennesker fra I- og U-lande sammen:
I samme sekund kontakten er skabt, følger den menneskelige relation med, og på sigt er det disse menneskelige relationer, der micro-skridt ad gangen, vil skabe en bedre verden. Tænk når hele verden bliver venner!
