Carvingski

Anoreksilignende skitype, som blev opfundet i sidste halvdel af 90erne.

Carvingski har en meget smal talje, mens de er brede i enderne. De bliver også kaldt timeglas ski.

Det er ikke kun Stenmark, der er vild med elan, jeg er også..

Skienes store fordel er, at de står fantastisk godt fast i svinget – de skrider ikke ud.

Carvingski har haft voldsom indflydelse på selve teknikken. Det er blevet væsentligt lettere, at stå fast i hele svingets længde. Med carvingski under støvlerne skal der ikke arbejdes så meget, for at få skiene til at dreje.

I begyndelsen vil overgangen til carvingski virke en smule kejtet, men følelsen vil hurtigt blive afløst af tilfredshed – og fart. De fleste skiløbere vil opleve, at de får lyst til at køre stærkere, fordi de pludselig får mere kontrol over deres skiløb.

Der findes mange forskellige typer carvingski. I den ene ende er der legetøjet, der ikke er mere end 40-50 centimeter lange. I den anden ende findes storslalom- og styrtløbs-ski, som ikke er helt så taljerede. For alle carvingski gælder det, at de er blevet en del kortere, end traditionelle ski. Men i dag snakker man ikke så meget om skienes længde, men i stedet om skienes svingradius.

Svingradius fortæller noget om, hvor skarpt skien kan dreje. En svingradius på 9 meter er kort, en svingradius på 24 er lang. Tallet beskriver radiusen på den cirkel skiene ville kunne lave, hvis man tænker sig, at skiløberen laver et sving, der udgør en hel cirkel.

Carvingskien er ingen ny ide. Man har længe vidst, at en stærkt taljeret ski vil dreje skarpere, når den bliver kantet og belastet, men man har ikke kunne bygge den. Skiens ender fladede så at sige ud. For at få den ønskede torsionsstivhed, så skien kunne kante, blev man nødt til at bygge skien meget stiv. Byggede man derimod skien blød nok til at bøje, så mistede skien sin torsionsstivhed (sit kantgreb).

Med kontrollen af de nye materialer kan man nu bygge ski med en høj torsionsstivhed, men samtidig blød nok til at bøje. Og det er hemmeligheden bag en carvingski: Blød i længderetningen, men så stiv at det ikke er muligt at vride den (som en karklud).

Længden af skiene er også blevet kortere. Igen er det kontrollen af materialer vi kan takke. Kortere ski har simpelthen nu det samme kantgreb som længere ski havde før i tiden. Hvad længde skal jeg så vælge? At vælge ski ud fra sin kropshøjde er en god tommelfingerregel, men faktisk er faktorer som vægt, teknik, aggressivitet og terræn langt mere relevante (skien kan jo ikke mærke hvor høj du er, men kun hvilken vægt du overfører til skien).

I det følgende vil jeg kort beskrive nogle af de forskellige skityper og give et længde-råd ud fra højde – men husk at overveje de andre faktorer også.

Race carver: radius ca. 18-30 m. Længde +10/+15 cm. Større sving, høj fart, piste.

All round carver: radius ca. 15-22 m. Længde  +/- 5 cm. Alle sving, god fart, alt terræn.

Fun carver: Radius ca. 10-14 m. Længde -10/-20 cm. Små sving, medium fart, piste.

Easy carver: Radius ca. 20-30 Længde +0/-5 cm. Alle sving, roligt tempo, piste (alt terræn).

All mountain: Radius ca. 20-30 Længde +0/+10. Alle sving, god fart, specielt off piste,

Snow Blades: Radius under 10. Længde ca. 1 m.-1.1 m. Alle sjove og skøre sving, medium fart. piste (alt terræn).

1 Comment

  1. Bjarne Jørgensen

    Hej Thomas. Som du siger skal man tá højde for ens vægt også så hvor lange ski anbefaler du til en let øvet løber på 189 cm og ca 110 kg. Jeg er ikke hurtigløber endnu skal have mere styr på min svingteknik først.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *