Month: December 2017

Gratis betalings tv i pakkekalenderen

operation

Nogle ord og vendinger slipper vi aldrig af med.

Når en ikke-skiløber ønsker en skiløber god rejse, sker det ofte med ordene:

Pas på du ikke brækker benet!

Jeg kan nu af erfaring fortælle, at der er noget, der er meget værre end at brække et ben, og det er at ødelægge skulderen. Derfor bør det frem over hedde:

Pas på skulderen!

I morgen på TV2 Fri, klokken 20.40 kan du se, hvor galt det gik for mig sidste år.

Faktisk kan du allerede nu se afsnittet af To på ski på TV2 Play. Hvis ikke du allerede har et TV2 Play-abonnement, så kan du få et gratis et ved at sende en SMS til nummer 1234 og skrive teksten “Danski”.  Gør du det, modtager du kvit og frit en kode, som giver dig gratis TV2 Play frem til jul.

Derfor: Hvis du ikke har fået købt alle 24 gaver til pakke-kalenderen og derfor overvejer at lave tilgodebeviser til massage, opvask og støvsugning, men ikke rigtig gider at støvsuge, vaske op eller give massage, så print dette gavekort ud og kom det i pakke-kalenderen.

Gave

 

Filed under Ski

Jeg trækker vejret med ord

I dag fik min bog rigtig fin omtale over to sider i Frederiksborg Amtsavis:
IMG_4306
Journalisen Anna Egeris Karstoft gennemgår de syv skriveråd og fik lavet et godt interview med mig om det at skrive. Jeg ville gerne have bragt det her i bloggen, men det kunne ikke lade sig gøre af ophavsretslige grunde – og fordi jeg er for nærig til at betale en tusse for at bringe teksten her. Derfor må I nøjes med dette amatørfoto af avisen…. I kan jo også bare få fat i bogen (bibliotek, boghandel eller her på siden) og læse den selv.

Lemminger og snevejr

lemming

Psykologer, mentorer, forældre, ægtefæller, kærester og alle de andre, som vil os det godt, påstår, at vi er unikke og helt specielle.

– Der er ingen som dig, siger de. Men det passer ikke.

Det er ikke 24 timer siden, at de fleste af os førte bevist for påstanden: Vi er som lemminger!

Bevis 1:
I fire dage op til snevejret, stod landets meteorologer på skulderne af hinanden for at fortælle os, at nu bliver det snestorm. Forbered jer nu! Skift til vinterdæk!

Gjorde vi det? Næ, ikke ret mange! Men mandag morgen skulle du være heldig at finde en kø på under 20 foran landets dækcentre.

Bevis 2:
I annoncer på nettet, på TV, på busser og i aviser har ski-rejsebureauerne stået på skuldrene af hinanden for at fortælle os, at du skal bestille din skiferie nu, hvis du selv vil kunne bestemme, hvor du vil hen.

Gjorde vi det? Nogle, men ikke mange, for det har været for varmt. Men mandag morgen ringede telefonerne sig hæse, nettet blafrede og rejsekonsulenterne fik hypertravlt.

Det er ikke en påstand. Jeg så selv køerne til bilværkstederne og Tina fra Danski fortalte mig i går aftes, at de i går havde 35 pct. flere henvendelser end normalt.

Ergo vi er som lemminger. Spørgsmålet er nu, om vi skal være kede af det?

Nej, heldigvis ikke. Lemmingerne i Nordøstgrønland stortrives nemlig om vinteren. De bygger lange gange under sneen, indretter hyggerum og fødestuer med mos og lav, og har generelt en fest. De spiser, sover og formere sig. Hvad mere kan man ønske?

Men når foråret smelter sneen, bliver de kede af det, for så er de udsatte for polarræv og en fugl man kalder kjove. Tre ud af fire lemminger ender som ufrivillig føde.

Bevis 3:
Lemminger elsker sne, og hvis du også er en lille smule trist over, at sneen er på vej til at forsvinde, har du det ligesom mange af os andre. Sneen lyser op og, bortset fra bil-uheldene, skaber den glæde. Min påstand er, at på trods af de trafikale udfordringer, så elsker de fleste af os sneen, for den vækker barnet i os.

Vi ligner hinanden rigtig meget – og er det egentlig ikke også ganske rart?

 

Fantastisk kamera-arbejde

Inden vi gik igang med at lave de programmer, der kører på TV2 Fri i øjeblikket, lavede SixpenceProduction, Playground og jeg en lille film, for at få TV2 med på ideen! Vi har ikke vist den offentlig før – men især Jonas og Nikolajs kamera-arbejde er så imponerende, at jeg syns I bør se den.

Jonas har iøvrigt snart premiere på filmen “Den perfekte mand” – den glæder jeg mig til at se, og det tror jeg også du gør!

Husk lige at melde dig til min blog – du gør det i nederste venstre hjørne!

Filed under Ski

Snus ind

Søndag nat lover minus 9 grader!

Med den forudsigelse har du mandag morgen muligheden for at få den absolut bedste start på ugen:

Om få timer vil du træde ud af din hoveddør, og mærke en kold og skærende fornemmelse i ansigtshuden. Luften er klar og skarp. Når du trækker vejret ind gennem næsen, vil kulden måske bide og gøre en lille smule ondt. Det er nu du har chancen!

Læg hovedet lidt tilbage, luk øjnene og forestil dig din sidste skitur. Tag nu en dyb indånding og smag på frosten, som stadig hænger i luften. Lad de indre billeder strømme. Billeder af pister, af mennesker der smiler med stive kinder, af træer tynget i knæ af pulversne, af dine ski, som kun i glimt stikker snuderne op af den dybe sne, mens du suser nedad, billeder af blå himmel og hvide bjerge.

Åbn nu det ene øje på klem for at sikre dig, at der ikke er biler, cykler eller fodgængere foran dig. Luk øjet igen og tag et skridt ud i den sne, som måske stadig ligger på jorden. Mærk hvordan det knaser under sålerne og læg mærke til den knirkende lyd. Stadig med lukkede øjne husker du lydene fra skituren. De metalliske smæld fra den gamle tallerkenlift, skiene der rammer hinanden, når du kører, folks råb til hinanden, og den dybe bas fra afterskibaren.

Og hvorfor dog det? Hvad skal sådan en omgang frost-meditation gøre godt for?

Fordi jeg gerne vil have, at du kommer foran i køen!

– Hvaffor en kø?

Den telefon-kø som der med garanti vil være hos rigtig mange skirejsebureauer mandag formiddag. Sneen og frosten, som rammte Danmark i weekenden, har fået rigtig mange danskere til at tænke: “ok, nu er det på tide at få bestilt den skiferie“. Jeg ved det, for sådan er det hvert år!

Hvor kom jeg til?

Åh ja, du fik den bedste start på dagen, ved at smage på frosten og hengive dig til de skiferieminder, den bringer med sig. Hvis dagen skal blive rigtig god, så fat hurtigt mobilen og få bestilt den skiferie. Hvis du gør det – vil ikke bare dagen men alle uger frem til ferien blive perfekt.

Filed under Ski

Brandvarm mad til skituren

goapp

Claus Holms gullasch brænder – også når den kommer ind i munden. Som han selv siger: Den knalder sokkerne af!

Nogle mennesker er bare gode til at sprede hygge og god stemning – en af dem hedder Claus Holm og han er kok og vært i programmet GO’ appetit.

Fredag aften var jeg heldig at være gæst i programmet, og sammen lavede vi vores favorit ski-retter. Han stod for lyn-gullasch og jeg for den tunge franske tartiflette. Hold mund, hvor smagte det godt!

Hvis du har TV2 Play – kan du se programmet her.

Har du ikke TV2 Play – kan du få et gratis abonnement ved at sende en SMS til 1234 og skrive “Danski”, så får du et gratis abonnement frem til jul. Jeg syns du skal gøre det – for så kan du flere gange hver dag klikke dig frem til programmerne TO PÅ SKI, og du må se dem lige så mange gange du vil.

Alt det gode: ost, bacon, hvidvin, creme fraiche, mere ost, løg, kartofler, muskat - og så lidt mere ost

Alt det gode: ost, bacon, hvidvin, creme fraiche, mere ost, løg, kartofler, muskat – og så lidt mere ost

… åh ja opskrifterne, dem finder du her.

Drop snemeldingerne

IMG_8099

I Japan er vejene ofte omkranset af tre fire meter høje snemure. Da vi fandt ud af, at vores guide havde snowbord med, syntes vi det var bedst at bruge ham som vægdekoration. (Foto: Sixpence Production)

Jeg følger aldrig med i snemeldinger! Som i aldrig.

Hold dig fra granskning af snemeldinger! Som både Peter Tanev og alle vi andre ved: vejret er omskifteligt, og vejret i bjergene er hyper-omskifteligt. Det kan kun gå galt.

Jeg kender gode og fornuftige mennesker som vælger at modtage daglige snemeldinger i mange uger, inden de skal på skiferie. De lægger sig nærmest selv op i skafottet blotlagt og åben for lidelse. De ender med samme frustration, som når man bruger et blinklys som læselampe.

Lad og tage det skematisk:

Ingen nedbør og plusgrader:  – Åh nej det er den forbandede globale opvarmning. jeg sælger mine ski og graver ud til en svømmepøl i baghaven.

Ingen nedbør og minusgrader: – Åh hvor godt, nu kan de lave kunstsne. Åh nej ikke alene bidrager det jo til den globale opvarmning, men kunstsne er super glat at køre på, jeg brækker benet og har dårlig miljø-samvittighed.

Nedbør og plusgrader: – Åh for helvede når der nu endelig kommer noget ned fra oven, hvorfor skal det så være regn. Regnen skylder den smule sne, der var, væk.

Nedbør og minusgrader: – Åh hvor fedt det sner. Det vælter faktisk ned! Men åh nej, der er jo hele 16 dage til jeg skal afsted. Sneen kan nå at smelte mange gange inden. Forbandede globale opvarmning. Bare jeg var på ski lige nu – og ikke her, hvor jeg er!

Vi lærer det hele tiden: af forældre, at skolelærere, af hinanden, af medierne og af hvem som helst. Vi skal måle, veje og vurdere alt. Vi skal vide besked og bedømme det, vi ser. Jeg tror det er en fejl. Jeg tror, vi kommer længst med færre bedømmelser og mere nærvær. Jeg ved, at det gælder på pisten, hvor du lærer hurtigere, hvis ikke du hele tiden bedømmer dig selv. Jeg tror også det gælder ventetiden, inden du rammer pisterne. Derfor drop snemeldingerne for du kan alligevel ikke ændre på sneforholdene. Tag istedet og nyd ventetiden, det bliver den kun kortere af.

… desuden er der sne på vej i weekenden

Filed under Ski