Month: March 2017

Stjernestunder i sneen

Efter snart 40 års skiløb bag mig har jeg en del gode minder – her kan du læse om to af mine mange stjernestunder.

Stjernestund nummer 1:
Sneen havde væltet ned i halvandet døgn. St. Anton var nærmest begravet. Kæmpemæssige gummigeder hældte det ene enorme læs sne ned i floden efter det andet. Uden nævneværdig effekt. Alt var begravet i flere meter puddersne. Det var kun den nederste kabinelift, der ifølge morgenvejrmeldingen i lokalradioen ville åbne. Og faktisk var det slet ikke vejr til at stå på ski i. Oppe på toppen stormede det, og her nede i dalen væltede sneen stadig ned. Man kunne dårligt se mere end én meter frem.

Alligevel stod vi dér. En lille gruppe skiløbere, allerede med 5-7 centimeter sne ovenpå vores huer og hjlme, og ventede på at liften skulle åbne. Mere af refleks, end af troen på at dette kunne gå hen og blive en fantastisk skidag. Så gik døren op, og vi mosede ind i kabinen. På vej op kikkede vi søgende på hinanden, med et vi-skulle-nok-være-blevet-hjemme udtryk i ansigterne. Der var ingen af os, der sagde det højt, men jeg tror, at vi alle fortrød.. Vinden hylede, peb og rykkede i kabinen, der hoppede, dansede og bankede ind i masterne på vej op. Øv.

Så stod vi i sneen udenfor mellemstationen. Vi sagde ingenting, for det var umuligt at høre noget alligevel. Det ville være omsonst at køre ned af pisten, som lå åben for stormen. Desuden ville vi næppe kunne finde vej. Så var det at Søren, der som tidligere guide i området var stedkendt, vinkede til os, drejede rundt og forsvandt ud over en uhyggelig kant. Vi krabbede os hen til, hvad vi opfattede som afgrunden, og kikkede direkte ned i trækronerne fra en tæt, tæt granskov. Gennem vindens hylen kunne vi høre Søren skrige. Ikke af smerte, men af noget, der lød som glæde. En efter en lod vi os dumpe ud over skrænten (der ikke var så slem, som den så ud til). og efter et par lange sekunder med sne i ansigtet, stod vi pludselig samlet i en skov, så tæt, at det virkede som om, der var tag over. Vinden kunne vi knap nok høre, og for fødderne af os lå der metervis af den letteste puddersne kan finde (i al fald i Europa). Turen ned gennem skoven var stejl. Rigtig stejl. Skovens stilhed blev brudt syv gange samtidig. Alle sammen satte vi i gang akkompagneret af hver vores jubelskrig. Vi fløj afsted, nedad, nedad ind og ud mellem træerne – og vi stoppede kun, når ben- og juble-muskler blev overophedet og krævede pause.

Selvfølgelig skete det, at jeg eller en af de andre mistede kontrollen, og bankede ind i et træ. Men med to meter nysne under (og delvis over) skiene, gjorde det intet. Den sne, vi skubbede foran os, virkede som naturens egen airbag. Et blødt puf, og en masse grin fra kammeraterne. Igen og igen tog vi turen op. Og pludselig var stormen på vores side. For hver gang vi kom ud fra mellemstationen var vores spor dækket til af stormen. Ingen kunne se, hvor vi havde kørt. Vi havde den hemmelige skov for os selv. Vi jublede, grinede og havde det som var vi børnehavebørn, der leger hule for første gang. Vores hule var bare én kilometer lang, stejl og fyldt med vidunderlig sne. Jeg mindes ikke at vi spiste frokost den dag. Vi kørte bare op og ned, som syv lalleglade yo-yo`er. Og hver gang vi stod i kabineliften på vej mod en ny tur, forsøgte vi at finde ny superlativer, der kunne dække vores glæde.

Hvis oplevelsen skal have en konklusion, må den være som følger: Det behøver ikke være postkortvejr, for at skiferien bliver vellykket. Selv storm, tåge og snevejr kan rumme muligheden for fantastiske skioplevelser. Eneste krav: Tag ikke på stormfuldt off-pist skiløb uden godt tøj og gode venner. Især det sidste er vigtig – både for glæden og for sikkerheden.

Stjernestund nummer 2:
For 20 år siden. Dengang mit temperament og mine lårmuskler var anderledes letantændeligt, elskede jeg at stå på ski i pukler. Det gør jeg sådan set stadigvæk, jeg er bare blevet lidt mere forsigtig. Dengang i midten af 80´erne led jeg af den ungdommelige og vestlige vrangforestilling, at kvantitet var at foretrække frem for kvalitet. Det betød, at jeg konstant for op og ned at pisterne. Ofte spiste jeg min frokost i liften, for på den måde at presse én eller to ekstra ture ud af skidagen. Selv om jeg arbejdede som skilærer, og stod på ski dag efter dag, kunne jeg ikke få nok. Men så var det jeg mødte Bjørn. En underlig kantet mand, der mente at vi alle sammen havde levet før, han var på fornavn med stjernerne (altså dem oppe i himlen), han dyrkede chai-chi på hotelværelset, og han påstod, at jeg med fordel burde lære at “være mere tilstede i situationen”.
Jeg smilede, men mente at det var noget forvrøvlet sludder. Skiløb og meditation har aldrig haft noget med hinanden af gøre, tænkte jeg. Og så tænkte jeg for øvrigt ikke mere over det.

Næste dag var lørdag, og jeg havde fri. Som altid stod jeg og trippede ved liften, og ventede på at den skulle åbne, så jeg kunne tilbringe dagen på min favorit pukkelpiste.
Det var en perfekt dag. Solen var alene på den blå himmel, sneen var let, temperaturen på minus tre gader, og pukkelpisten for mine fødder var, som altid på en lørdag, halvtom. Det kildede over hele kroppen, da jeg satte i gang. Og på denne lørdag morgen for cirka 20 år siden løb jeg mit livs løb. I høj fart, skiftevis bankede og dansede jeg ned over puklerne. Jeg blev (selv om det måske lyder dumt) til en del af bjerget. Rytmen kom indefra. Jeg tænke ikke, men lod min krop gøre arbejdet. Det var som om, jeg var udenfor mig selv. Bare hang i luften og betragtede mig selv stå på ski. Der var ingen andre på pisten – men for en gang skyld, var jeg fuldstændig ligeglad med det manglende publikum.

Da jeg stod og snappede efter vejret et par hundrede meter længere nede, var jeg nærmest i ekstase. Min første indskydelse var naturligvis at tage op og få en tur til, men jeg gjorde det ikke. Måske var det Bjørn og hans megen snak om meditation, der gjorde udslaget, men uden rigtig at ville det, pegede jeg skispidserne ned i dalen mod den nærmeste restaurant. Dér sad jeg så og spyttede i en cafe au lait i flere timer. Alt i mens jeg med lukkede øjne igen og igen oplevede min tur ned over puklerne. Og det var netop det faktum, at jeg ikke straks drønede op igen, der gjorde den skioplevelse til en af de helt store i mit efterhånden lange skiliv.

I dag er jeg for længst blevet overbevist om, at alt skiløb foregår inde i hovedet, i hjertet eller i maven. Teknisk er det nemlig ikke svære at lære at stå på ski, end det er at lære at gå. Og det kan de fleste af os. For mig er konklusion på den skidag derfor, at jo mere man træner sig i at føle, fornemme og opleve det at stå på ski – jo større glæde vil man få af det. Dem, som kun tænker på at måle sig med andre, eller med sig selv, risikere at gå glip at de enorme glæder, der ligger gemt et eller andet sted inde under dine ski.
Hvis Du syns det lyder en smule for søgt, så prøv at huske på to situationer fra tidligere skiferier. Èn hvor du lige har skændes med konen, manden, kæresten eller ungerne, og så én hvor du af andre grunde har været glad og nærmest lykkelig. Jeg vil godt vædde en skistav på, at din teknik var meget bedre, den dag du var i godt humør. Derfor: Vil du blive bedre på ski, så glem alt om teknik, og koncentrer dig i stedet om at være glad og tilstede i situationen.

Sværere er det faktisk ikke.

Skistavs Fatwa – om religion og skiudstyr

Det handler jo bare om skistave – så måske skulle vi lade være med at blive så oprørte.

Lad mig slå det fast med det samme: Det er en vildt overdrevet sammenligning! Men jeg fortsætter alligevel:

Da forfatteren bag “De sataniske vers” Salman Rushdie fik nedkaldte en religiøs dødsdom over sit syndige hoved, fordi han indirekte havde fornærmet muslimernes allerhelligste, var der mange danskere der rystede på hovedet og udbrød: “Tænk at nogle mennesker kan føle så stærkt, at de er villige til at slå en mand ihjel, bare fordi han har fornærmet deres gud! Godt vi ikke tænker sådan i vores del af verden.

Min holdning til skistavsstropper gjorde mig i en periode til jaget vildt

Da jeg for et år siden i TV2 fortalte seerne, at de med fordel kunne snitte stropperne af deres skistave, nedkaldte jeg størstedelen af de danske skilærers vrede over mig og min til tider højrøvede facon. Jeg står jævnligt ansigt til ansigt med vrede skilærere, der både er større og yngre end jeg. Jeg har måtte sande, at man hverken behøver at være muslim, fra fjernøsten eller specielt rabiat for at føle meget stærkt. Det kan vi også i vores del af verden. Og det endda over noget så harmløst som en skistav (med og uden strop).

Men hvem har så ret? Skal man snitte stroppen af sine stave, eller skal man bruge stavene som man altid har gjort?
Tillad mig at komme med en stribe faktuelle oplysninger. Læs dem, overvej dem, og træf derefter dit eget valg – sådan bør det være i både religion og skisport.

Et skadet ledbånd i tommelfingeren er den mest udbredte skiskade. Skaden opstår, når den åbne hånd rammer sneen med håndfladen først under styrt (tommelfingeren bliver vredet bagud), eller når håndfladen lander ovenpå staven (fingrene på begge sider af staven synker i sneen, hvilket betyder at ledbåndet strækkes unødigt henover staven). Den sidste af de to skadetyper kan undgås, hvis man undlader at bruge stropperne.

Den forskning der findes på området, gennemført bl.a. på Gentofte Amtssygehus, viser entydigt, at skader på hænderne kan nedbringes væsentligt, hvis man undlader at bruge skistavsstropperne.

Hvis man ikke bruger stroppen på sin skistav, risikerer man at tabe den, og skal derfor kravle op ad bjerget for at hente den.

Uden strop i staven, bliver man nødt til at holde en smule hårdere fast, hvilket kan tænde den energi, du har i kroppen, og på den måde gøre dit skiløb mere aktivt og dynamisk.

Stave uden strop giver mindre støtte, når du ved ultra kortsving, konkurrence eller sving på en meget, meget stejl piste har brug for at løfte dit tyngdepunkt opad.

Stave uden strop er sværere at finde, hvis de bliver væk i dybsne.

Bruger du ikke stropperne, undgår du besværet med at stå og fumle for at få dem rigtigt på, hver gang du har haft hanskerne af.

Der er altså – som i alle andre af livets store spørgsmål – tale om både fordele og ulemper. Et vidunderligt kompromis vil jo være at undlade at skære stropperne af, men også undlade at bruge stropperne, når man kører på pisten. Stropperne kan man så bruge, når man kører ekstreme kortsving, konkurrence, dybsne (men husk i tæt skov, må du ikke bruge stropperne, da staven kan hænge fast i grenene og rive din skulder af led), på en meget stejl piste eller når du stiller skiene i stativet udenfor restauranten.

Og så lige tilbage til Salman Rushdie. Sammenligningen var for extrem, men til gengæld bevirkede den, at du gav dig tid til at læse teksten her. Og det var præcis samme effekt jeg håbede at opnå, da jeg på TV sad og snittede i mine skistave. Synspunktet er mit – konklusionen er din!

Skiløbets historie

Mange en dansker har følt sig både checket og moderne, når han eller hun – iført astronautlignende skistøvler, cyklame-farvet heldragt og et par kulfiber-ski – har stået på toppen af en alpe.

Følelsen er forståelig, men moderne, det er det ikke. I mere end 4.500 år har mennesker over hele kloden stået på ski.

Hele 2.500 år inden jomfru Maria overhovedet begyndte at overveje at føde Jesus, kravlede nogle svenskere rundt i sneen i fjelet i nærheden af det, som senere blev kaldt Hoting. Selv om deres ski, var absolut nødvendige, når de skulle ud at jage, passede de tilsyneladende ikke særlig godt på dem. I al fald mistede en af svenskerne sin ene ski, og selv om han givetvis ledte efter den, blev den først fundet i år 1921. Det er verdens ældste ski, og selv om den er ganske primitiv, fungerede den efter helt samme principper, som de ski, vi bruger i dag.
På samme tid sad der en gruppe pre-historiske kommunister i en hule i nærheden af søen Onega i det nordvestlige Rusland. Ligesom deres efterkommere kunne også de lide at prale med deres kunnen og bedrifter. Så mens de sad der om bålet, tegnede en af dem en lang række skiløbere på klippevæggen, mens han fortalte om, hvor stejle bjergsider de havde bekæmpet. Og af de hulemalerier, kan man i dag se, at datidens skiløbere kun brugte en stav. En teknik som man flere steder i Norge stadig har svært ved at vende sig fra.
Fortidens skiløb var bestemt ikke begrænset til klodens nordligste halvdel. Kineserne, som heller ikke den gang var ret store, havde kolosalt svært ved at indhente de dyr, de gerne ville spise til aftensmaden. Men eftersom flere og flere af dem lærte nogle tyrkere at kende, fandt de ud af (det var omkring 700 år før jesus blev født), at tyrkerne gik på jagt med ski under skindstøvlerne. Teknikken var ganske enkel. Jægeren lagde sig på lur på en bjergtop, og når han så en hjort eller et andet spiseligt dyr, gled han lydløst og hurtigt nedad indtil han kom på spyd- eller pile-afstand af vildet. De har haft fart på, for skiene var hele to meter lange.

Ski som sportsgren
Efterhånden som tiden gik, og de kloge havde syndt de mindre kloge tilstrækkelig meget til at de ikke selv behøvede at arbejde, fandt flere af dem på, at man faktisk også kunne stå på ski for sin fornøjelses skyld. Det er omkring 150 år siden.
I den norske Telemark lå en lille snefyldt flække kaldet. Morgedal. Her boede en ung og modig knøs, som i 1825 blev døbt Sondre Auersen Norheim. Af ukendte grunde blev det hans store lidenskab at hoppe. Ikke sådan på stedet, men iført hjemmesnittede ski. Han var intet mindre end frygtløs. Og selv om det givetvis er vildt overdrevet. Menes han, som 15 årig, at have hoppet hele 30 meter – endda uden at falde.
Norheim, som i dag meget berettiget kaldes ski-konkurrencernes far, var ikke kun et bevægelsesmæssigt geni, han havde også teknisk snilde. Faktisk var han den første, som lavede bindinger, der gik hele vejen rundt om hælen, og dermed forhindrede, at løberen pludselig kunne komme til at stå sidelæns, mens skiene stadig kørte ligeud.
I 1866 fandt verdens første konkurrence i skiløb sted i Christiania i Norge. Men det var nu mest af alt en opvisning. Ikke mindst fordi en ung bondedreng. Elling Baekker, var langt, langt bedre end alle andre. Man havde ikke fundt på at lave regler endnu, så Elling vandt både hop, langrend og styrtløb. Året efter kom der dog regler til, og så rykkede gode gamle Norheim. Han var førende lige til han blev 49 år – og det var sikkert kun hans mor, der havde tal på alle de mesterskaber, han vandt.
Nu begyndt de også at vågne op ned i EU. Manden, der kaldes det moderne skiløbs far, østrigeren Mathias Zdarsky skrev den allerførste ski-instruktionsbog. Det var i 1897, og udviklingen gik så langsomt, at bogen var ene på området i hele 29 år. Året efter at den blev udgivet, blev de første ski-turister undervist. Og det har givetvis set sjovt ud. Det østrigske skiforbund beskrev teknikken bag skiløbet således:
“Når man kører nedad, læner løberen sig bagud og støtter sig til skistaven (man havde stadigvæk kun en), han lukker øjnene. Så suser han nedad, som en pil, hvilket han fortsætter med, indtil han ikke længere kan få luft. Derpå smider han sig sidelæns ud i sneen, hvorefter han venter, til han atter har fået pusten, for derefter så igen at kaste sig nedaf, til han endnu engang mister pusten og smider sig i sneen.”
Og så er det ikke engang løgn!
Den første tyske skiblad skrev i samme periode om ski-teknikken:
“Løberne lader skiene bære dem nedad, hvorhen skiene vil indtil luften træder ind og virker som naturlig modstand og bringer løberen til standsning.”
Det kan ikke undre, at de første tre års skiskole i Charmonix i Frankrig i årene 1889 til 1891 kun havde èn disciplin på skemaet: Ligeud-kørsel. Så i 1891 var der èn, der fandt på at dreje.
Zdarsky var trods ovenstående så fremsynet, at han i dag i sin hjemby. Lillenfeld i Østrig, har et monument. hvorpå der står:
“Zdarsky will never be dethroned from his position as the father of alpine skiing.”

Afganistan i alperne
Fra begyndelsen af dette århundrede gik det stærkt. Men lad os lige forlade de snedækkede bjergsider et kort øjeblik:
I august 1880 var et kontingent britiske sodater så uheldige at falde i baghold i byen Kandahar i Afganistan, som de af forskellige imperialistiske årsager var draget til. Heldigvis havde britterne en mand ved navn Roberts. Sammen med en deling friske soldater drog han resolut fra Kabul til Kandahar, hvor han modigt befriede de indespærede tropper. Han blev for den dåd tildelt stort set alle brittiske hædersbevisninger. Og nu tilbage til skisporten:
Roberts, som i mellemtiden havde ændret navn til “Field Marshal Earl Roberts of Kandahar”, kendte jarlen af Lytton, som var vild med at konkurrere og endnu mere vild med at stå på ski. Han overbevidste Roberts om, at man burde opkalde en styrtløbskonkurrence efter ham. Hvilket han sagde ja til i 1911. Derfor kan man i dag, i stort set alle skibyer, finde en bar, restaurant eller hotel ved navn Kandahar. Der findes mange andre forklaringer på det fremmedartede navn – men denne her er faktisk den rigtige.
Og nu vi er ved konkurrencer. I begyndelsen af dette århundrede foregik samtlige ski-konkurrencer uden brug af stop-ur. Det var meget enklere, at lade alle løbere starte samtidig, og så se, hvem der først kom over målstregen. Til gengæld faldt de ofte over hinanden.

Charterrejserne
I løbet af de sidste 20 år er det hele så eskaleret. Satelit-skibyer er fra helikoptere blevet droppet ned i de mest snesikre områder overalt i alperne. Firesporede motorveje er blevet boret tværs gennem bjergmasiver. Sneharer kryber i skjul og varmer sig i ly af tunlernes udluftningskanaler. Og liftkablerne trækker snorlige striber i naturens takkede former.
Man tænker ikke så meget på det, når man står der og stråler på en snedækket alpe. Men har man stået samme sted en sommerdag, hvor sneen ikke skjuler de ar, ski-industrien har påført naturen, kan man godt blive lidt trist.
Måske er det værd at overveje, at skåne det, som ikke allerede er ødelagt. Træer og buske for eksempel. Det ville jo være synd, hvis eftertiden kun kan beskrive nytidens skiløbere som dem, der knækkede grene og efterlod slik-papir overalt i bjergene.
Tag vare på det, der er tilbage!

Min holdning til extrem-sport (den livsfarlige slags)!

Hvad er mest extremt: At bryde en fordom eller en fysisk grænse?

Sangen er altid den samme: “Når du udsætter dig selv for extreme udfordringer, finder du din egen råstyrke og bliver meget klogere på dig selv.” Altså bestig Mount Everest, svøm 18 kilometer under vandet, eller sejl rundt om De Britiske Øer i en kano af sammenpresset rispapir. Hvis du gør det (og helst som den første i verden), vil du opleve din indre verden eksplodere i rosenblade og sand lykke. Du vil komme i intens kontakt med dit indre jeg…

Det suger i maven - inden man kører ned af Delirium Dive i Canada

Men kære venner, det er snyd fra ende til anden. Man bliver sgu ikke lykkeligere af at skubbe en sæbekassevogn tværs over alperne, eller løbe tur-retur til Sankt Petersborg iført lændeklæde, eller hvilken som helst anden af de extrem-rekorder, der endnu ikke er taget.

Ofte hører man folk, der dyrker extrem sport fortælle om, hvordan de føler sig umådelige meget i live, når de er allertættest på døden. Men for mig at se er de allerede døde indeni. Hvis det virkeligt er nødvendigt at udfordre livet, for at få øje på det, så er der nemlig noget farligt galt med sjælen. For mig at se handler det i givet fald om mennesker, der ikke er istand til at få øje på de sande og basale værdier i tilværelsen, nemlig kærligheden til andre mennesker. Det er folk, der kaster sig ud i selvskabte krisesituationer, i håbet om at finde en mening med deres tilværelse skjult i selve kampen for at overleve.

De sportslige kamikazasepiloter fortæller også at de i virkeligheden kæmper med bryde deres egne grænser. Det tror jeg ikke en disse på. De er jo vilde med at være den første, der gør et eller andet extremt. De skal hele tiden overgå hinanden. I gamle dage var det flot, hvis man kunne bestige Mount Everest, nu skal man cykle hele vejen fra Nordsverige først, eller som en dansk bjergbestiger kravle derop uden ilt – og om 10 år skal man vel hoppe derop på en kængurustylte før det er selvudviklende (læs: Før der er nogen der lægger mærke til det).

Jeg kan altså ikke lade være med at opfatte dumdriste bjergbestigere extrem-skiløbere og andre af vor tids mediehelte som narkomaner. Og ligesom narkomanerne nede på Halmtorvet er også de her extrem-narkomaner ubamhjertlige i deres søgen efter det næste fix – det næste sus. De tager ingen hensyn. Ikke meget hensyn til sig selv – og slet ikke noget til deres familie. børn og venner.

Når extrem-udøverne taler om dødsforagt, så snyder de med ordene. For det, det i virkeligheden handler om, er foragt overfor de mennesker, der holder af dem. Det er jo ikke specielt trist at dø, det er som regel hurtigt overstået – og når man er død, kan man vel ikke være ked af det. Det der virkelig er slemt, er at være den, der bliver ladt tilbage med savnet af en elsket. Derfor er disse livsfarlige bedrifter for mig at se et bevis på extrem egoisme, uhæmmede fokusering på sig selv og egne behov, samt en sygelig trang efter at blive set, kendt eller omtalt.

Og så er det hele faktisk helt unødvendigt. For de rigtig extreme oplevelser ligger nemlig og venter et eller andet sted i kroppen. Vil man prøve noget virkeligt extremt, så skal man tage på frivilligt arbejde i en flygtningelejr. Eller forsøge at hjælpe en andengenerationsindvandrer ind på det danske arbejdsmarked. Eller sige noget sødt til et menneske man virkelig ikke kan udstå… det vil være ekstremt. Og så er der ingen risiko for at brække noget. Det skulle da lige være en fordom eller to.

Kender du typen – pistens personligheder

I vores egoistiske tidsalder, hvor det er vigtigere at være kendt end at være sød, har det evindelige behov for “personlige udtryk” også ramt vinterferien.

Der er signalværdi i alt, hvad du gør – og ikke gør. At beholde snebrillerne på til afterskiing, opfattes eksempelvis som dumt, medmindre du samtidig har for store bukser på, og vejret i øvrigt slet ikke kræver brug af goggles.

Liften er et godt sted at lure de andre af

Det kan være svært at orientere sig i den egocentrerede signaljungle, men fortvivl ikke. Vi har netop standset en af sæsonens første kabinelifter og gennemgår her de enkelte passagerer. Læs videre og få hjælp til at forstå, hvem der gør hvad og hvorfor.

Oliver
Oliver er 23 år, har hår som Leonardo DiCaprio og er snowboarder. Han har faktisk været med i den nye trend helt tilbage fra dengang, hvor den vitterlig var ny. Sidste år holdt han op med at sige “yo brother”, for det var lidt for tungt at holde fast i klike-stemningen, når der var brødre overalt. Inde under hans strikkede the-varmer hue står han og funderer over, hvilke attituder han skal tillægge sig for at være hip i den næste sub-sub-sub-kultur, så han igen kan distancere sig fra masserne. Han går, som om der var tyggegummi under hans støvlesåler. Samtidig dugger hans skibriller kraftigt på indersiden, men han er cool og tager dem ikke af.

Asger
Han ville aldrig selv sige ordet højt, men Asger er “freestyler”, han er også 17 år, søn af en ejendomsbesidder fra Københavns nordlige forstæder, og en smule træt af skolen, hvilket er ganske gensidigt. Asger kan godt lide at sige “fisse” og blotte sine baller i al offentlighed. I dag har han et snowboard under armen, men han løber faktisk også på ski. Uanset hvad han har under fødderne, foregår det som regel i halfpipen eller i luften udfor en klippeafsats. Han er modig som få og atletisk, når han roterer i luften. Desværre for ham selv opfatter han sig selv og sit skiløb som noget, der er i opposition til alle de andre i kabineliften. Det har nok noget med alderen at gøre. Hans tøj er beige i varierende nuancer, hans indstilling til mere konforme mennesker ligeså. Hans mål i livet er at blive snowboard-millionær, eller i det mindste at score den nye Nokia mobiltelefon.

Bent
“Pffftt, sådan nogle hash-kælke – de stikker sig sikkert med rustne kanyler i øjenæblerne,” tænker Bent, som er farvehandler i en større dansk provinsby. 54-årige Bent har aldrig rigtig brudt sig om snowboarderne, og iført jägerthe og bastante meninger til afterskiingen ynder han at nedgøre alle, “der ikke har råd til to ski”. De sidste par år er han dog begyndt at stikke piben en smule ind: Anja, hans dejlige jurastuderende datter, har droppet skiene til fordel for boardet. Bent er en ganske habil skiløber, men selv om hans venner jævnligt forsøger at overbevise ham om carvingskienes velsignelser, så nægter han at skifte. “Mine gamle Blizzard ski har være perfekte siden 1989 – det kan opfindelsen af nye ski ikke ændre på,” fastslår han og indtager dermed rollen som skiløbets talebaner. Bjergsiden glider langsomt forbi bag liftens matte vindue, og Bent smiler ved tanken om, at han huskede at programmere videoen, så han ikke går glip af denne uges “Det er Leth”.

Jørgen
Jørgen er Bents kammerat fra Rotary, men modsat Bent er Jørgen altid med på moden. Iført farvestrålende tøj, som ville få en engelsk herreskrædder til at begå harakiri af skam, står han og glæder sig til at komme ud og fun-carve. Han er helt vild med at suse nedad pisten, mens han basker i sneen med sin ene hånd. Til Bents beherskede irritation jubler Jørgen højlydt, når han glider nedover pisten. Nogle vil mene, at Jørgen fik udleveret et småtåbeligt religiøst udtryk i ansigtet samtidig med, at han fik sine nye fun-carving-ski. Men Jørgen er ligeglad; han har ikke følt sig så ung, siden han og hans første kone var på kropsbevidsthedskursus på Samsø. Jørgen betragter i det skjulte Oliver. “Måske skulle jeg prøve et snowboard i morgen,” tænker han, og føler sig en smule som den teenager, han aldrig rigtig var.

Inge og Jens
Iført lavine-pips, rygsække og to slidte jakker står Inge og Jens på henholdsvis 32 og 34 år i hjørnet af kabineliften og peger for hinanden ud over bjergryggen. “Vi skal op over kammen derhenne,” siger Jens mens han i et glimt husker tilbage til barndommens langrendsture med mor, far og onkel Åge på det norske højfjeld. Et eller andet sted i baghovedet er det, som om han stadig kan høre onkel Åge råbe, “husk man skal yde, før man kan nyde!” Hverken Jens eller Inge opfatter sig selv som masochister, men de har nu engang lettere ved at nyde en tur ned ad bjerget, hvis de ved egen kraft selv er klatret derop. Med appelsiner i rygsækken og randoneé bindinger på skiene føler de, at de har fundet en god kombination mellem langrend og alpint skiløb. Selvom Inge synes, det lød dumt, er Jens glad for den formulering han brugte, da han fortalte deres gamle venner fra kollektivet om den forestående skitur: “Vi skal på en økologisk skiferie,” havde han sagt, mens han demonstrerede, hvordan man sætter plastikpelsen fast under skiene.

Julie
Egentlig ligner det slet ikke Julie at være med liften så tidligt. I de 7 uger hun har levet som skibums, har hun sjældent været oppe før klokken halv elleve. Det tror da fanden, når hun først er færdig med jobbet i “Moris Bar” klokken halv tre. “Hvis ikke han selv er der, slår jeg ham ihjel,” siger hun til sig selv og tænker på Serge, som ikke kun er lokal bjergguide, men også har en stor lejlighed, som han p.t. bor i alene. Tanken om ikke længere at skulle dele krøllejern, fugtighedscreme og det 7 kvadratmeter lille værelse med Pia og Malou gør hende let om hjertet. “Jamen, han er jo faktisk også ret lækker,” tænker hun i et lidt pinligt forsøg på at piske en indre stemning op. Hun slår med sit lyse hår, og lægger mærke til hvor blege alle de andre i kabinen er. “Nå ja, det må være deres første dag, ugen er jo ung endnu – og det er jeg også,” mumler hun, idet hun betragter sit eget skiudstyr. Både ski og bindinger er næste års model, som Serge har skaffet hende. Skiene drejer ganskevist ret skarpt, men hun skal nok få lært at kontrollere dem, hvis bare Serge´s arme er der til at hjælpe, og der ikke er for mange turister på pisten.

Rune
Mange tror fejlagtigt, at Rune kommer fra Norge. Det skyldes nok hans røde kinder, vadmelsbukserne og så det faktum, at han løber telemark. Men faktisk har Rune aldrig været i Norge. Det eneste han kender til landet, er Myseost, som han godt kan lide, men ikke finde ud af at spise, uden at det klæber sig fast i ganen. Vadmelsbukserne har han købt hos Friluftsland i Århus, og grunden til, at han begyndte at løbe telemark, var et udtryk, han så i et blad: “Free you heel – and your mind will follow” (befri din hæl og sindet vil følge med). Det lød så smukt, og hvorfor ikke… Næste gang han var på skiferie, lejede han til arkitekt-kollegaernes undren et par telemarkski og kunne i dag ikke drømme om at prøve et par carvingski. “Gu er det ej politisk. Men hvorfor smide gode gamle traditioner væk, bare fordi de er gamle,” havde han sagt, da de hjemme på tegnestuen drillede ham med skiene og forudså, at han snart ville melde sig ind i Kristeligt Folkeparti. “Næ, han var bestemt ikke politisk, men derfor var det vel ok at holde af den aura, der er omkring telemark skiløbet,” mente han. Han tog sin Leatherman kniv frem og skar et stykke af den ost (Tomme de Savoie) han havde med i rygsækken.

Carsteen
Carsteen med to e´er hed tidligere Per, men et besøg hos en skøn numeorolog havde afsløret, at en masse af de uforløste spændinger af seksuel art, som Per af naturlige årsager bar rundt på, ville have meget større chance for at blive forløst, hvis altså Per skiftede navn til Carsteen med to e´er. Navneændringen fandt sted i slutningen af august, og allerede i løbet af et par måneder var Carsteen som forvandlet. Dels var han sprunget ud, dels var han nu uden nogen som helst frygt taget på sin første skiferie. Peter og Palle have rådet ham til at leje en monoski, hvilket han havde gjort. Desværre havde det ikke været muligt at få undervisning i netop monoskiløb i skiskolen, men damen ved skranken havde også være temmelig uforskammet. “Åh, hvor svært kan det være,” tænkte Carsteen og håbede at han ville møde fyren fra i går aftes. Serge, hed han. Carsteen tog sine røde handsker af og duppede lidt Piz Buin i ansigtet.

Christian
“Jeg skal have syet mærket ordentligt fast,” tænkte Christian og skævede til det nye skiinstuktørmærke på sin arm. Mærket havde kostet ham 17.000 kroner, en dumpet anatomi-eksamen og et bristet forhold til kæresten Lena. Store ofre, men ikke større, end at den kommende sæson gerne skulle opveje alle tre punkter – ikke mindst, hvis hende med de grønne kontaktlinser skulle have privattimer. Christian havde valgt ski med en svingradius på bare 16 meter – det gav et fedt kurvesus og efterlod hans veludviklede lårmuskler så spændte at omfanget af den store lårmuskel, kunne anes i de lidt for stramme bukser. “Der er nysne på toppen,” tænkte han, “Det bliver en fed dag, hvis bare de nye elever ikke hører til dem, der har skåret stropperne af deres skistave. Jeg holder ikke til at lede efter en tabt stav i halvanden time igen i dag. Latterligt tv-program”. Han skottede til sit nye Swatch-ur med indbygget liftkort. “Tre timers undervisning og så har jeg fri, fed dag.”

Pernille
Om der var nogen i kabinen, der var bedre til at løbe på ski end Pernille, var svært at sige, men givet var det, at ingen havde hendes mod og determination. Da hendes far via jobbet som savklingeudvikler i en årrække flyttede hele familien til Midtsverige, kom Pernille med i en gruppe af svenske ekstremløbere fra Åre, og i løbet af to år var hun den vildeste af dem. Det var dog ikke muligt at se på Pernilles fysik og påklædning at hun stod bag syv “first decents” i alperne og dermed havde navngivet en række lodrette bjergslugter. Bag fregnerne udstrålede hun den stille ro, som mennesker, der normalt skal være på dødens rand for at mærke indre spænding, udviser. Hun bevægede skuldrene rundt i en cirkelbevægelse, dels for at massere smerten ved skulderbladet væk, dels for at skubbe til de to dåser Red Bull, som tilsyneladende lå skævt i hendes rygsæk. Det var ikke fordi hun stod og sov, men hun havde følelsen af, at verden omkring hende forgik i et andet tempo end hendes eget. Hun tænkte tilbage på 70 graders slugten i Chamonix, hvilket fik et smil, der mere lignede en grimasse, til at løbe over hendes ansigt.

Den sidste
Tættest ved døren, ivrig for at komme først ud, stod en mand i sort-gult skitøj. Nattefrosten der stadig hang i luften gjorde ham glad, for den antydede, at den sne, der var falder i nattens løb, ville være let og luftig. Fra liften kiggede han ned på den sorte pukkelpiste. “Åh, den ser fed ud. Gode pukler med nysne på, det er bare det bedste,” tænkte han og lod blikket løbe langs stoleliften, der hang over puklerne. “Hmm, ikke meget publikum endnu.” Den gule mand var en blærerøv på ski. Og hvad meget værre var; han både vidste og nød det.

For år tilbage blev han uddannet skilærer, men via sin journalistuddannelse har han gjort skiløb til sin levevej. TV-programmer, artikler, bøger og som sidste skud en internetbaseret skiklub. Det kan godt være, at han indimellem siger noget fornuftigt, men måden, han siger det på, er ofte så provokerende og firkantet, at mit råd til dig, kære læser, vil være:

Smil til ham, men lad endelig være med at stole på alt, hvad han siger… og skriver!